Jan Ø. Jørgensen skuffer i kvartfinalen

Jan Ø. Jørgensen er færdig i Denmark Open efter kvartfinalenederlag til Tommy Sugiarto fra Indonesien

Jan Ø. Jørgensen er færdig ved Denmark Open. (Arkivfoto: AP)
Jan Ø. Jørgensen er færdig ved Denmark Open. (Arkivfoto: AP)

Den andenseedede dansker Jan Ø. Jørgensen er ude af Denmark Open efter kvartfinalen. Danskeren ramte ikke sit topniveau mod indoneseren Tommy Sugiarto, som strøg i semifinalen med en sejr på 21-19 og 21-19.

Jan Ø. Jørgensen kom godt fra land, hvilket han ellers på ingen måde har haft for vane i sine to første kampe. De to spillere fulgtes pænt ad, men et par dårlige danske stimer gav Sugiarto overtaget, og med fire point på stribe gik han på 18-14.

Danskeren var tæt på at komme tilbage. Han nåede op på 19-20, inden indoneseren efter en lang og hård duel tog første sæt hjem. Andenseedede Jan Ø. Jørgensen kom rigtig sløjt fra start i andet sæt, hvor Sugiarto bragte sig foran 7-1 på ganske kort tid.

Se også: Spillet ud af Danmark: Uhyggelig Axelsen smadrer Lin Dan

Dermed var det igen fra baghjul, den seneste danske Denmark Open-vinder i single skulle forsøge at vinde kampen, men han sloges med at få rytme ind i spillet.

Halvvejs i andet sæt var han nede med 5-11, og stemningen i Odense Idrætshal begyndte også at bære præg af et lurende exit for Danmarks højest seedede spiller.

Men Jan Ø. Jørgensen har efterhånden udviklet sig til en ekspert i comebacks, og med seks point på stribe stod det pludselig 11-11.

Desværre for danskeren kunne han ikke holde momentum, og fra 19-19 tog Sugiarto de to sidste point, som sendte ham videre i semifinalen og Jan Ø. Jørgensen ud i det odenseanske mørke.

- Det er utilgiveligt, at jeg smed så mange point i starten af begge sæt, men jeg er lidt ude af kampform, og det her var et godt skridt på vejen tilbage, så jeg om et par turneringer igen kan spille med om titler, konstaterer danskeren.

- Jeg har fået nogle gode kampe her, men jeg taber til mig selv i dag (fredag, red.). Det er ikke sådan, at jeg står og er bange for at møde Tommy igen. Det må jeg ærligt indrømme, siger Jan Ø. Jørgensen.

Se også: Trods problemer: Dansk mixeddouble er kvartfinaleklar

0 kommentarer
Vis kommentarer