Jubler over VM-deltagelse: Noget af det største i karrieren

Badminton Danmarks sportslige ledelse har udtaget Emil Holst til VM, da han har fået Jan Ø. Jørgensens plads

Emil Holst er udtaget til VM. Foto: AP
Emil Holst er udtaget til VM. Foto: AP

Badmintonspilleren Emil Holst er onsdag blevet efterudtaget til VM i skotske Glasgow.

Sammen med Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Hans-Kristian Vittinghus skal han repræsentere Danmark i herresingle på den allerstørste scene.

Udtagelsen betyder meget for Emil Holst, der blev glad, da landstræner Kenneth Jonassen fortalte ham nyheden.

- Jeg blev lidt overrasket, men også lidt spændt, for der er kun en måned til nu, men jeg glæder mig bare rigtig meget.

- Det bliver noget af det største, jeg kommer til at spille i min individuelle karriere, medmindre jeg kommer med til OL, siger Emil Holst i en pressemeddelelse.

Udtagelsen af Emil Holst sker på baggrund af Jan Ø. Jørgensens skade og efterfølgende afbud til VM tidligere på måneden.

En taktisk manøvre fra Badminton Danmark gjorde, at det lykkedes at låse Jan Ø. Jørgensens plads til VM, indtil det var sikkert, at pladsen ville gå til Emil Holst og ikke en spiller fra en anden nation.

- Vi har med vilje afventet at trække Jan Ø. officielt fra VM for at sikre os, at når vi gjorde det, så kunne Emil komme med på afbud. Emil har niveauet til at drille de allerbedste.

- Han kan slå en af de seedede spillere, og det har han vist hen over de seneste seks måneder, så vi kan godt tillade os at have nogle forventninger til ham, siger Kenneth Jonassen.

Emil Holst har tidligere i år vist flotte præstationer, hvor han blandt andre har slået Lin Dan, som er dobbelt olympiske mester og femdobbelt verdensmester.

Den 26-årige dansker var også en del af Thomas Cup-holdet, der vandt VM for herrehold i 2016. Han vandt den afgørende kamp i semifinalen mod Malaysia.

VM spilles 21.-27. august i Emirates Arena i Glasgow.

Se også: Sensation: Ukendt dansker slår verdensstjernen Lin Dan

Nyheder - 23. maj. 2016 - kl. 20:54 VM-heltene er landet: Sådan bliver det fejret

1 kommentar
Vis kommentarer