Karantænedømt dansker: - Det har været en jagt

Joachim Persson er utilfreds med sin karantæne på 18 måneder for brud på reglerne om matchfixing. - Det har fra start været en jagt, siger han til Ekstra Bladet

Joachim Persson kalder sagen for grotesk og dommen for urimelig. Foto: Ritzau Scanpix
Joachim Persson kalder sagen for grotesk og dommen for urimelig. Foto: Ritzau Scanpix

Det er en lettere rystet Joachim Persson, Ekstra Bladet torsdag aften fanger på telefonen.

Dagen igennem er han blevet kimet ned af journalister, der vil høre om den karantæne på 18 måneder, som Det Internationale Badmintonforbund (BWF) har tildelt den tidligere badmintonspiller for brud på reglerne om matchfixing.

Mere specifikt har han undladt at indberette to episoder, som forbundet mener, han burde. Selv kalder han de to henvendelser, som han begge afviste, for 'useriøse'.

- Hvis man ser på deres lovgivning sort på hvidt, kan jeg da godt se, at jeg måske skulle have gjort det anderledes. Men lovgivningen har ændret sig meget.

- Selvfølgelig kan jeg godt se, at jeg måske skulle have sagt noget, men der er også en risiko ved at sige noget om folk, som man ikke kan bevise, siger han om de to henvendelser.

Fældet af tekstbesked
Sagen tog sin begyndelse, da en af Perssons tidligere venner tog et screenshot af en tekstbesked, hvor Persson fortæller, at han har modtaget tilbud om at lade sig tabe første sæt til en spiller fra Malaysia.

Ekstra Bladet er i besiddelse af den pågældende Whats App-samtale, hvor det tydeligt fremgår, at Persson fortalte vennen, at han blankt afviste tilbuddet fra den malaysiske spiller. I en kamp, som danskeren i øvrigt vandt 2-0.

'Jeg fik en henvendelse og blev spurgt, om jeg ville tabe første sæt i en kamp for så at vinde den. Jeg afviste det, selvom jeg var halvskadet. Det stemmer bare ikke overens med min integritet, og hvad jeg står for', skriver han på engelsk til sin ven.

Tidligere i samtalen skriver Persson dog også: 'Jeg er ikke fan af at stikke nogen generelt'.

Korrespondancen blev sendt til BWF, der derefter åbnede en sag.

- Da det hele startede, var jeg rimelig sikker på, at de mistænkte mig for at være involveret i matchfixing. Da de så fandt ud af, det ikke kunne lade sig gøre (at få ham dømt for at have fixet kampe, red.), så har de til allersidst hæftet sig ved de her meget useriøse henvendelser, som jeg har afvist, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Joachim Persson har tre gange vundet EM for hold med Danmark og nåede på et tidspunkt op som nummer seks på verdensranglisten. Foto: Astrid Dalum
Joachim Persson har tre gange vundet EM for hold med Danmark og nåede på et tidspunkt op som nummer seks på verdensranglisten. Foto: Astrid Dalum
 

Han mener, at forbundet på forhånd havde besluttet sig for at dømme ham i en sag, der har stået på i to et halvt år og kostet mange ressourcer.

- På et tidspunkt fandt jeg bare ud af, at de aldrig nogensinde ville holde op. Hvordan skulle jeg bevise det?

- Hvordan vil du bevise for mig, at der ikke findes lyserøde elefanter? Du kan godt sige, at der ikke er nogen i Danmark, men så kan jeg bare bede dig kigge videre. Sådan havde jeg det med dem.

- Det har fra start været en jagt på en, de kunne statuere et eksempel på. Det er fuldstændig grotesk, siger han.

Ifølge Joachim Persson bad Det Internationale Badmintonforbund (BWF) konstant om flere oplysninger og mere materiale. Selv når han fremviste dokumentation fra sine bettingkonti, der viste, at han ikke gjorde noget forkert, så påstod forbundet, at han måtte have flere konti.

Af dommen fremgår det dog også, at Joachim Persson nægtede at samarbejde, fordi han ikke ville udlevere uredigerede oplysninger om sine bankkonti.

- De ville ikke kun have bankoplysninger. De ville kopiere min telefon til en USB-stick. Fortrolighedsaftalen, vi indgik, blev brudt, så jeg har ikke kunnet stole tro på, at der ville være fortrolighed omkring det. Ligesom jeg også havde en ekskæreste, der med sikkerhed heller ikke havde været interesseret i, at jeg gav mine bankoplysninger.

- Og hvis jeg havde afleveret mine bankoplysninger, så ville de bare have sagt, at jeg måtte have en bank mere. Det gjorde de jo med bettingoplysningerne. Jeg ved ikke, hvor mange bookmakere jeg har kontaktet og fået en e-mail på, at jeg ikke har en konto der, siger han.

Overvejer at anke
Joachim Persson vågnede torsdag morgen til en rødglødende telefon og overskrifter på landets netaviser om karantænen. Han valgte dog ikke at gå i flyverskjul, men stillede blandt andet op i Go' Aften Danmark på TV2 for at bedyre sin uskyld og fortælle sin version af sagen.

- Jeg har sovet rigtigt dårligt, fordi jeg vidste, der ville komme noget. Men det har været meget vildere, end jeg havde regnet med. Pludselig bliver en myg til en elefant, og der bliver sagt, at jeg er involveret i matchfixing.

- Jeg vil hellere stå frem og fortælle det fra min side, så der er flere, der hører min historie. Jeg kan stå op i morgen og se mig selv i spejlet. Det er noget af det mest groteske, jeg har været med til, siger han.

Joachim Persson, der ikke længere er aktiv badmintonspiller, har tre uger til at anke dommen på 18 måneders karantæne fra al badminton-aktivitet - inklusiv trænergerningen.

Det overvejer han i selskab med sin advokat Asser Gregersen, men selv hvis ikke skulle vælge at tage kampen op med Det Internationale Badmintonforbund, er der ingen tvivl om, hvad 35-årige dansker mener om resultatet af 2,5 års tovtrækkeri.

- Jeg synes, det er en fuldstændig urimelig straf.

Badminton - 21. mar. 2019 - kl. 09:06 Tidligere dansk topspiller idømt karantæne

Se også: Badminton Danmark føler intet ansvar i matchfixingsag

Michael Andersen fik lukket Camp Nou en formiddag til at lave optagelser til dokumentarfilmen...Privatfoto Sport og Spil Matchfixing, våbensmugling og bigami: Nu laver dansker film om Barca-legenden

8 kommentarer
Vis kommentarer