Udsættelsen af hold-VM i badminton - Thomas Cup og Uber Cup - vækker skuffelse hos landstræner Kenneth Jonassen.
De danske spillere har trænet motiveret frem mod verdensmesterskaberne for henholdsvis herre- og damelandshold, indtil turneringerne tirsdag morgen blev udskudt til 2021.
De skulle være afviklet 3. til 11. oktober i Aarhus.
- Vi havde jo glædet os. Det har været guleroden i en periode på seks måneder, hvor vi har trænet frem mod de her mesterskaber. Så det er super ærgerligt, at de ikke bliver afholdt, siger Jonassen.
Der er kommet afbud fra nationerne Indonesien, Sydkorea, Thailand, Taiwan og Australien som følge af coronapandemien.
Afbuddene har gjort, at Det Internationale Badmintonforbund (BWF) mente, at niveauet ville blive for lavt.
Kenneth Jonassen har svært ved at se, at spillerne kan deltage i de mange turneringer i 2021, hvis også Thomas Cup og Uber Cup skal finde sted i næste kalenderår.
- Jeg er yderst bange for udskydelsen til 2021 i en kalender, der allerede er proppet med andre mesterskaber og åbne turneringer.
- Det virker ikke som den helt rette løsning. Men nu må vi se, hvordan den internationale kalender bliver, siger Jonassen.
Han mener, at man trods afbuddene skulle have holdt fast i at afvikle turneringerne i oktober.
- Jeg håber, at næste gang, man søsætter noget, så gør man alvor af det. Så eksekverer man fra BWF's side og sikrer sig, at uanset afbud fra forskellige nationer, så spiller man mesterskabet.
- Så må man spille det mesterskab med de lande, der nu engang møder op. Også selv om det ikke nødvendigvis er topnationerne, der kommer, siger Jonassen.
Denmark Masters i slutningen af oktober blev tirsdag også aflyst, mens man stadig håber, at Denmark Open i midten af oktober kan afvikles.
- Det lyder lidt mærkeligt, men vi er allerede begyndt at kigge fremad, og at vi forhåbentligt for lov til at spille Denmark Open i uge 42.
- Vi håber på, at det kan gennemføres, uanset hvilke nationer der kommer, siger landstræneren.
Han frygter dog, at også Denmark Open bliver udskudt eller aflyst.
- Det vil næsten være naivt ikke at frygte det, med den udvikling der har været i løbet af i år, konstaterer Kenneth Jonassen.
Danmark vandt herrernes Thomas Cup i 2016, men har aldrig vundet damernes Uber Cup. Turneringerne spilles normalt i lige år.