Legenden skeptisk inden finalen: Det bliver svært for Viktor

All England-finalen mod Kento Momota bliver noget af et bjerg for Viktor Axelsen. Men japaneren er ikke uovervindelig, siger Peter Gade

Slaget var nærmest mirakuløst, men tidspunktet i kampen var næsten endnu mere sigende for Viktor Axelsens dominans, da han lørdag spillede sig i All England-finalen.

Hårdt presset af den forsvarende mester, Shi Yuqi fra Kina, reagerede den danske OL-bronzevinder instinktivt, vendte sig med ryggen til bolden og slog i blinde en baghånd, der ramte bolden og fikserede Shi Yuqi til at lave fejl.

Tager du en gennemsnitlig spiller fra Danmarks bedste badmintonrække, Badmintonligaen, så rammer vedkommende ikke én ud af 100.

Viktor ramte og bragte sig på 11-3 i 3. sæt.

Shi Yuqi var knækket og kom aldrig nogensinde i nærheden af sejren i det afgørende sæt, som danskeren suverænt styrede fra start til slut.

Den dominans og det spil skal bruges i søndagens finale, hvor japanske Kento Momota venter.

Det er den seneste danske vinder af herresingle-kategorien, Peter Gade, slet ikke i tvivl om.

'Viktor får ikke mange chancer'
Han har set flere af Axelsens kampe hidtil i turneringen og medgiver, at niveauet nåede nye højder i semifinalen lørdag.

- Vi vidste, at han skulle et - måske to gear op før semifinalen. Og det gjorde han. Der er mange gode ting at sige om det; han fighter formidabelt, holder hovedet koldt, arbejder mentalt godt og har en stærk defensiv. Og så dominerer han forbanen, remser Gade op.

Og det er disse ting, Momota skal mødes med, når de to stjerner buldrer sammen i finaleprogrammets sidste kamp sidst på eftermiddagen i Birmingham.

- Det bliver svært for Viktor. Momota kommer til at give mindre væk end Shi Yuqi. Han vil være mere disciplineret, og Viktor får ikke mange chancer. Hans fejlprocent skal holdes helt nede, og så skal han tage forbanen igen, siger Peter Gade.

Se også: Den nøgne sandhed: Derfor byttede danskere trøjer

De to spilleres indbyrdes forhold kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på en gæv dansk badmintonfan. Momota har vundet ti af 11 kampe siden det første møde i Malaysia for fem år siden. Og japaneren har vundet de seneste ni kampe i træk. Dertil kan lægges, at Axelsen ikke har taget et sæt mod japaneren i de seneste seks kampe. Flere gange er danskeren sågar blevet skilt ad i rene opvisninger af verdensranglistens nummer et.

Og hvor Momota i de fire opgør i 2018 vandt 168 point af 168 mulige, scorede Axelsen 97.

Så skævt et forhold havde end ikke Gade selv mod ellers uovervindelige Lin Dan.

'Ikke uovervindelig'
- Momota er stærk. Men han er ikke uovervindelig. Det har vi set ved flere lejligheder, siger Peter Gade og henviser blandt andet til Anders Antonsens overraskende sejr i finalen ved Indonesia Masters i januar.

- Der er meget pres på ham også. Så jeg mener, at Viktor vil kunne spille frit. Selvfølgelig er Momota favorit. På papiret. Men det er en All England-finale, og Viktor har spillet virkelig godt. Han har chancen, siger Gade.

Han nåede selv finalen i 1999 og vandt den som bare 22-årig over 17-årige Taufik Hidayat. Siden er Jan Ø. Jørgensens finale for fire år siden, hvor han tabte til Chen Long, eneste danske plads i herresingle. Et særsyn i et historisk perspektiv, hvor danskerne ellers har domineret stort siden 1960'erne.

- Den finaleplads er kæmpestor. Viktor er verdensmester (2017, red.), og det her er næste mål. Det er ikke umuligt for ham. Men det bliver svært, siger Peter Gade.

Herresingle-finalen er den sidste kamp i programmet, der begynder klokken 14 dansk tid - og som du kan se her.

Danske finaledeltagelser i All England

1938: Jesper Bie taber

1939: Tage Madsen

1948: Jørn Skaarup
1948: Poul Holm taber

1950: Poul Holm taber

1956: Finn Kobberø taber

1957: Erland Kops taber

1958: Erland Kops
1958: Finn Kobberø taber

1960: Erland Kops

1961: Erland Kops
1961: Finn Kobberø taber

1962: Erland Kops

1963: Erland Kops

1964: Knud Aage Nielsen
1964: Henning Borch taber

1965: Erland Kops

1967: Erland Kops

1970: Svend Pri taber

1972: Svend Pri taber

1975: Svend Pri

1977: Flemming Delfs

1979: Flemming Delfs taber

1982: Morten Frost

1983: Morten Frost taber

1984: Morten Frost

1985: Morten Frost taber

1986: Morten Frost

1987: Morten Frost

1988: Ib Frederiksen
1988: Morten Frost taber

1995: Poul-Erik Høyer

1996: Poul-Erik Høyer

1999: Peter Gade

2004: Peter Gade taber

2015: Jan Ø. Jørgensen taber

2019: Viktor Axelsen?

Se også: 15 år sammen: Nu er det slut

Se også: Dansker i stor sensation: - Min største sejr nogensinde

Se også: Sportsgigant vil politianmelde dansk direktør

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere