Line Kjærsfeldt chokerer mod verdens bedste

Viktor Axelsen havde ingen problemer med Lin Dan, mens Line Kjærsfeldt overraskede mod verdens nummer et

Line Kjærsfeldt i aktion ved Denmark Open i efteråret. Foto: Jens Dresling
Line Kjærsfeldt i aktion ved Denmark Open i efteråret. Foto: Jens Dresling

Fem VM- og to OL-guld står der på Lin Dans imponerende cv, men den 36-årige kinesiske badmintonstjerne er for længst blevet overhalet af yngre kræfter på den store scene.

Blandt dem er danske Viktor Axelsen, der onsdag morgen dansk tid ekspederede veteranen ud i første runde af Indonesia Masters i to sæt.

Lin Dan er røget ned som nummer 18 på verdensranglisten og gik useedet ind til turneringen. Axelsens sejrscifre på 21-12, 21-14 vidner da også om en kamp, hvor danskeren var i kontrol det meste af vejen.

Da han i første sæt vandt seks bolde på stribe og forvandlede 10-8 til 16-8, var kursen udstukket, og mønsteret gentog sig i andet sæt, der kun var jævnbyrdigt i starten.

Axelsen har vist fin form i begyndelsen af året og var så sent som i søndags i finalen i Malaysia Masters.

Axelsen er i glimrende form. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix
Axelsen er i glimrende form. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix

I anden runde møder han indoneseren Shesar Hiren Rhustavito, der er nummer 19 i verden.

Dagens måske største danske bedrift i Jakarta finder man dog i damesingle, hvor Line Kjærsfeldt gjorde det af med verdensranglistens nummer et, Chen Yu Fei fra Kina.

Kineseren har ellers vundet de seneste fire turneringer, hun har stillet op i, og slog for en uge siden netop Kjærsfeldt i første runde i Malaysia.

Men danskeren, der er rangeret som nummer 29 i verden, tog revanche og tildelte Chen Yu Fei et sjældent nederlag i to sæt med cifrene 21-18 og 21-14.

Modstanderen i anden runde bliver på papiret mere overkommelig, om end amerikanske Beiwen Zhang, der aktuelt er nummer 15 langt fra bliver let for Kjærsfeldt.

Hans Kristian-Vittinghus er til gengæld ude af turneringen, som han havde kæmpet sig vej til gennem to kvalifikationskampe.

Vittinghus vandt ellers første sæt mod Zhao Jun Peng med 21-13, men tabte efterfølgende 14-21 og 19-21.

Flere danske singlespillere, Rasmus Gemke, Jan Ø. Jørgensen og Anders Antonsen skal også i aktion i første runde. Det sker senere onsdag.

Indonesia Masters er en såkaldt Super 500-turnering og rangerer dermed på tredje niveau på World Tour.

Se også: Stjerne ude i lang tid efter ulykke
Se også: Badmintonstjerne er skadet i bilulykke efter sejr mod dansker
Se også: Fik tæsk af verdens bedste

1 af 2 Axelsen sikrede sig sejren. Foto: Mohd Rasfan/Ritzau Scanpix
2 af 2 Line Kjærsfeldt i aktion ved Denmark Open i efteråret. Foto: Jens Dresling
6 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere