Nyt pointsystem stemmes ned af badmintonforbund

Et forslag om et nyt pointsystem med 5 sæt til 11 i stedet for 3 sæt til 21 fik ikke nok stemmer, skriver BWF

Viktor Axelsen skal også fremover spille tre sæt til 21 point. (Arkivfoto) Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen skal også fremover spille tre sæt til 21 point. (Arkivfoto) Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Der bliver ikke noget nyt pointsystem i elitebadminton i denne omgang.

Et forslag om et system, hvor der skulle spilles 5 sæt til 11 point i stedet for 3 sæt til 21 point, er blevet stemt ned på Det Internationale Badmintonforbunds (BWF) årsmøde lørdag.

Det skriver BWF på sin hjemmeside.

Det var marginaler, der gjorde udslaget. 66,31 procent stemte for forslaget, mens 33,69 var imod, men ændringsforslag skal ifølge forbundet have to tredjedele af stemmerne for at blive vedtaget.

Danmark har ellers bakket op om det nye system.

Også i 2018 var et forslag om et nyt pointsystem med 5 sæt til 11 point til afstemning, og også dengang blev det nedstemt.

På årsmødet blev Poul-Erik Høyer genvalgt til præsident i BWF, og han takkede deltagerne for deres stemmer om pointsystemet.

- Vores medlemmer har talt, og selv om det kun var en meget lille margin, der manglede for at opnå to tredjedele, respekterer BWF resultatet af afstemningen og fortsætter med 3 sæt til 21 point, siger Høyer til hjemmesiden.

Høyer har tidligere ikke lagt skjul på, at han var fortaler for, at det nye system blev vedtaget.

- Selv om det nye pointsystem har været en del af min vision om at gøre badminton mere spændende og øge underholdningsværdien for interessenter og fans, vil det ikke afskrække os fra at udvikle fantastisk badminton på linje med vores strategiplan for 2020-2024, siger Høyer.

Høyer blev genvalgt som BWF-præsident uden modkandidater. Han skal nu sidde på posten til 2025. OL-guldvinderen fra 1996 blev første gang valgt som præsident i 2013 og blev genvalgt i 2017.