Sagde stop: Jeg vil ikke begynde forfra

Carsten Mogensen havde håbet at kunne arbejde sig frem mod OL i Paris om fire år. Men forbundets planer stemte ikke overens med hans

Mathias Boe og Carsten Mogensen nåede det hele - og vandt det meste i deres lange karriere sammen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mathias Boe og Carsten Mogensen nåede det hele - og vandt det meste i deres lange karriere sammen. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Tirsdag morgen trådte Carsten Mogensen ind i en butik i sit nærmiljø og blev omgående genkendt.

- Du er da ham badmintonspilleren, var reaktionen.

Ja. Det er Carsten Mogensen. Men han er ikke længere badmintonspilleren på de største scener verden over. Og han er ikke længere badmintonspilleren fra landsholdet.

For Carsten Mogensen er forhenværende. Tirsdag kom meldingen fra Badminton Danmark, at han er stoppet. Efter 19 år.

36-årige Mogensen selv har sagt stop. Forbundet havde planer om nye double-konstellationer, og den vision, man havde for veteranen, stemte ikke overens med den, han selv havde.

Det kan du læse mere om her: Stopper omgående

Derfor er dagene nu anderledes, end de plejer at være.

Det fortæller han med et grin til Ekstra Bladet.

- Jeg kan mærke, at jeg lige skal have lov at gå og vænne mig til det. Det er mærkeligt ikke at skulle have træningstøjet på om morgenen. I morges havde jeg tid til at lege med min søn, og jeg var et kvarter på børnehavens legeplads, da jeg afleverede ham, siger han.

Sådan plejer det ikke at være.

Ville ikke begynde forfra
Han havde tid til at gå ind i en forretning, hvor han ellers ville have været i gang på banerne i Brøndby Hallen. Der spiller andre nu.

- Det er selvfølgelig specielt. Det er det da. Men det er min egen beslutning, og den står jeg ved, siger han.

Badminton Danmarks planer om at parre ham med en yngre spiller, der så skulle læres op af den rutinerede verdensstjerne, flugtede ikke med de tanker, Carsten Mogensen selv havde.

Han ville mere. Hvis det skulle være.

- De ville gerne gøre brug af min erfaring. Men jeg er ikke et sted, hvor jeg har lyst til at begynde forfra. De ambitioner og drømme, jeg havde for resten af karrieren, troede jeg ikke på, jeg kunne få indfriet, siger han og henviser til OL i 2024 i Paris.

Carsten Mogensen dannede i størstedelen af sin karriere makkerskab med Mathias Boe

1 af 7  Boe og Mogensen banker Markis Kido og Hendra Setiawan i finalen ved Denmark Open i 2010. Arkivfoto: Lars Poulsen
2 af 7  Jung Jae Sung og Lee Yong Dae er for stor en mundfuld, da Boe og Mogensen når finalen ved sæsonfinalerne i Malaysia i 2009. Sydkoreanerne vinder i to sæt. Foto: Zainal Abd Halim/Reuters/Ritzau Scanpix
3 af 7  Chandra Wijaya og Sigit Budiarto er på hjemmebane i Jakarta bedre end de purunge Boe og Mogensen i semifinalen ved Indonesian Open i 2005. Foto: Darren Whiteside/Reuters/Ritzau Scanpix
4 af 7  To gange stryger Boe og Mogensen til tops ved All England. Her ses de i 2019-udgaven - deres sidste optræden sammen. Foto: Andrew Boyers /Reuters/Ritzau Scanpix
5 af 7  OL-finalen var et helt særlig højdepunkt for det danske makkerpar, der dog tabte til Cai Yun og Fu Haifeng - historiens måske bedste herredouble. Foto: Bazuki Muhammad/Reuters/Ritzau Scanpix
6 af 7  Fem gange har Boe og Mogensen vundet det danske mesterskab. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
7 af 7  Fire gange nåede Boe og Mogensen EM-finalen - de vandt de to. Seks gange har de fået medaljer ved EM. Her i Kolding i 2017, hvor de slog Kolding og Conrad. Arkivfoto: Jens Dresling

Selvom han til den tid med al sandsynlighed ville være alderspræsident, har Carsten Mogensen troet på, at han ville kunne klare det.

- Motivationen var der. Helbredet var der. Kroppen var der. Så jeg havde håbet på at få et lige så seriøst skud, som det Boe og jeg fik, siger han og tilføjer: - Det er sgu mærkeligt.

Det ebbede ud i Brøndby Hallen
Han lægger ikke skjul på, at det er lidt sært, at det hele ebbede ud efter en træning i Brøndby.

- Med den karriere, Mathias (Boe, red.) og jeg har haft, havde det været fint, hvis karrieren var sluttet med et OL, et VM, ved All England eller en af de andre store turneringer, der betyder noget. Ikke efter en træning i Brøndby Hallen, siger han.

Hans karriere, der omfatter to All England-triumfer, en OL-finale, en VM-finale og 16 (!) Super Serie-titler – for nu at nævne højdepunkterne, er noget af det ypperste, en dansk sportmand har præsteret på denne side af årtusindeskiftet.

Karrieren bød også på en aneurisme i hjernen under EM for hold for mere end fire år siden. Noget, der kunne have kostet ham både førlighed og liv. Men ikke ham. Carsten Mogensen slap billigt, var indlagt gennem længere tid i Kazan men kom stille og roligt til hægterne og formåede nærmest mirakuløst at tage til OL i Rio de Janeiro nogle måneder senere.

- Jeg ville jo helst op og spille på øverste niveau igen. Når man har prøvet at spille på de største scener, så er ambitionerne jo også derefter, siger han og tilføjer, at det bestemt ikke var realistisk med de muligheder, forbundet gav ham.

Skidesjovt
Alle doublespillere har været indkaldt til møde med den ansvarlige træner. Her blev der talt om, at der skulle skiftes makkere, og alle fik mulighed for at komme med forslag til fremtidige makkere. Også Carsten Mogensen.

- Siden har jeg ikke været med til noget møde.

- Jeg havde da håbet, at de måske havde taget mig med på råd. Men det er ikke sket.

Han tilføjer dog, at der ikke er sure miner. Tværtimod.

Nu står den på meget mindre badminton. Han har dog indgået en aftale for næste sæson med de nykårede danske mestre fra Skovshoved i Badmintonligaen.

- Jeg kommer ikke til at stoppe helt, for det er jo skidesjovt at spille badminton, siger han.

Hvad der derudover skal ske, ved Carsten Mogensen ikke. Endnu. Han glæder sig dog over, at han har nogle særdeles gode venner, der har prøvet at stå i netop den situation, han befinder sig i.

- Jeg har talt med både Joachim Fischer og Mathias Boe om det. De siger: Prøv at høre. Det bliver så godt. Du kommer til at trives, fortæller han.

Det gør han allerede. Også selvom hverdagen er en anden. Men nu har han tid til at gå i butikker fra tid til anden.

- Der genkender de mig stadig. Jeg er enten ham badmintonspilleren, eller ham badmintonspilleren med hovedet. Sådan fortsætter det nok et stykke tid endnu, siger han med et grin.

3 kommentarer
Vis kommentarer