Skadet dansk stjerne trækker sig kort inden DM-finalen

Trods forbilledlig opførsel i DM-semifinalen har Mathias Boe valgt at trække sig fra finalen lørdag

Det vakte opsigt, da Mathias Boe ved 20-12 i 2. sæt af fredagens DM-semifinale afbrød kampen for at modtage hjælp fra fysioterapeut.

Han og Carsten Mogensen var tårnhøje favoritter mod Niclas Nøhr og Kasper Antonsen og havde vundet 1. sæt 21-16 og havde altså nu otte matchbolde.

Men Boe humpede og tog en timeout.

Under seancen ved siden af banen konstaterede han overfor fysioterapeuten, at han havde mærket et riv i hoften allerede i 1. sæt, og at:

- Jeg gider ikke spille færdig, hvis jeg ikke kan spille i morgen.

Skulle det ske, at Boe og Mogensen vandt kampen og efterfølgende måtte trække sig fra finalen som følge af sygdom eller skade, ville modstanderne vinde uden kamp. Taberne af semifinalen ville ikke blive trukket ind til finalen.

Derfor ville Boe sikre sig, at han kunne spille videre.

Fysioterapeuten meldte umiddelbart, at det kunne være lidt svært at sige 'allerede nu', men at han ville give det et forsøg.

Et par minutter senere rejste Boe sig og gik ind og vandt kampen med 21-16.

Helbredet vigtigere end noget andet
Men finale bliver det ikke til.

For han har kort før DM-finalerne lørdag eftermiddag offentliggjort, at han er for skadet til at kunne spille.

- Jeg har haft problemer med min hofte, og det er værre nu, end jeg tidligere har oplevet.

- Hvis jeg skal bukke mig ned over min venstre hofte, har jeg ondt, og det plejer jeg ikke at have, så det er et tegn på, at det ikke er helt godt, siger Mathias Boe i en pressemeddelelse.

Selvom der er tale om en DM-finale, så ønsker den femdobbelte danske mester ikke at udfordre skæbnen.

- Mit helbred er vigtigere end noget andet, så nu skal der bare 100 procent fokus på at komme over det her. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi ikke kan sikre os endnu et danmarksmesterskab, siger Mathias Boe.

Hans og Mogensens seneste danske mesterskab var i 2016.

I stedet vinder Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen guld.

Caroline Wozniacki er Danmarks bedst lønnede tennisstjerne. Foto: AP Sport og Spil Se deres løn: Så meget tjener de danske stjerner

Ekstra Bladet har været på besøg hos de to badminton-stjerner, som også danner par. Foto: /ritzau/René Schütze Sport og Spil Hele historien bag: Kom tæt på OL-stjernerne

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere