Skovshoved vinder afbudsramt DM i badminton

Skovshoved bragte sig tidligt foran og slog sikkert Værløse i holdkampen om DM-guld ved Final 4-stævnet

Carsten Mogensen og de øvrige Skovshoved-spillere gav ikke Værløse en chance. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Carsten Mogensen og de øvrige Skovshoved-spillere gav ikke Værløse en chance. (Arkivfoto) Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix

Badmintonspillerne fra Skovshoved var lørdag aften stærkest i guldduellen mod Værløse ved Final 4-stævnet i Brøndby Hallen.

Det blev til en sikker sejr, da Skovshoved vandt 5-1 i holdkampen, hvor der spilles bedst af ni kampe. Det er tredje gang, at Skovshoved vinder hold-DM.

Oprindeligt skulle hverken Skovshoved eller Værløse have været med i finalestævnet. Holdene sluttede som henholdsvis nummer fem og seks i grundspillet, men både Greve og Vendsyssel meldte afbud på grund af coronasituationen.

Værløse overraskede ved at spille sig i finalen med en semifinalesejr over Højbjerg, men i lørdagens finale kom Værløse-spillerne fra start i problemer.

To sejre i mixeddouble bragte Skovshoved på 2-0, og lidt efter vandt Rasmus Gemke sin herresingle over Rasmus Messerschmidt i to sæt. Så manglede blot to sejre for at lukke finaleopgøret.

Julie Dawall Jakobsen havde forinden gjort sit for Værløse ved at vinde sin damesingle mod Sophia Grundtvig, men Skovshoveds Kati Tolmoff slog overraskende Sofie Holmboe Dahl og tog sin anden sejr på dagen. Den første tog hun i mixeddouble med Carsten Mogensen.

Det betød, at Emil Holst i sin sidste kamp for Skovshoved kunne sikre titlen, og det gjorde han ved at besejre Mikkel Mikkelsen i to sæt.

- Det var super fedt. En perfekt afslutning kan vi vist godt kalde det, siger Holst til TV2 Sport efter sejren.

Bronzen gik til Solrød Strand, der tidligere lørdag vandt 5-3 over Højbjerg.

Final 4 er den første store badmintonturnering i Danmark efter coronapausen.

Alle spillere blev før stævnet testet for coronavirus, og samtlige test var negative.

Sidste år vandt Team Skælskør-Slagelse DM-guld med en finalesejr over Greve.

0 kommentarer
Vis kommentarer