Sportsgigant vil politianmelde dansk direktør

Ketsjer-producenten Yonex er klar til at politianmelde Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, efter at han under spillerkonflikten præsenterede et falsk dokument i Yonex' navn

Yonex vil melde Bo Jensen til politiet for dokumentfalsk, hvis han ikke kommer med en ordentlig forklaring. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Yonex vil melde Bo Jensen til politiet for dokumentfalsk, hvis han ikke kommer med en ordentlig forklaring. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Det kan godt være, at striden i dansk badminton er bilagt med en ny aftale, der blev indgået kort inden hold-EM i februar.

Men der er stadig krig på kniven mellem Badminton Danmark og ketsjer-producenten Yonex.

For under striden præsenterede Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, et dokument fra Yonex, der havde til formål at bygge bro mellem spillerne (flere af dem har individuelle aftaler med Yonex) og forbundets sponsorer.

Problemet var bare, at dokumentet var klippet sammen af en række e-mails og derfor ikke havde noget at gøre med Yonex' officielle holdning. Derfor udbad Yonex sig en forklaring.

En måned efter er den ikke kommet, og firmaet overvejer nu at anmelde Bo Jensen til politiet for dokumentfalsk.

Det forklarer Benni Holst Andersen, direktør for Scansport A/S (Yonex-distributør, red.), i en mail til DR.

'Vi sendte på vegne af Yonex Japan og Scansport A/S 23. januar 2019 et brev til Badminton Danmarks hovedbestyrelse vedrørende en konstrueret mail, som blev præsenteret af Bo Jensen for de forhandlende parter som værende fra Yonex' hoved kontor. En sådan mail er imidlertid aldrig afsendt af Yonex´s hovedkontor.

'Da vi beklageligvis ikke har modtaget nogen tilbagemelding eller reaktion fra Badminton Danmark, har vi i samråd med vores advokat vurderet, at vi nu vil overlade sagen til politiet med henblik på, at politiet herefter må vurdere om der er sket noget strafbart, herunder om den omtalte mail er dokument falsk,' lyder det i mailen.

Firmaet vil nu give Badminton Danmark ti dage til at komme med en forklaring, inden sagen overgår til politiet.

Tilbage i januar afviste Badminton Danmarks bestyrelse, at anklagerne havde noget på sig, og den erklærede sin fulde tillid til Bo Jensen, sagde formand René Toft ved den lejlighed.

Selv havde Bo Jensen ingen kommentarer.

Se også: Sponsor-gigant i chok-angreb: Dansk direktør beskyldes for manipulation

5 kommentarer
Vis kommentarer