Stærk herredouble fortsætter sejrsrække

Herredoublen med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen vandt også anden runde i All England-turneringen.

Hvis badmintonparret med Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen hvilede på laurbærrene torsdag, var det ikke til at se.

De to unge spillere vandt torsdag forholdsvis let i anden runde af All England-turneringen over V. Shem Goh og Wee Kiong Tan fra Malaysia i løbet af kun 37 minutter.

Sætcifrene på 21-15 og 21-13 fortæller ikke så meget om, hvor let det så ud. I første sæt var modstanderne kun med til 1-1, mens der dog var lidt mere spænding i andet sæt.

Her var de to danskere bagud 2-5, men nåede op ved 7-7 og slap derefter aldrig taget.

At de to danskere overhovedet havde nået anden runde, var intet mindre end en sensation.

Onsdag besejrede de nemlig de topseedede sydkoreanere Lee Yong Dae og Yoo Yeon Seong med 21-16, 21-19.

Her var danskerne endda bagud i begyndelsen af begge sæt, men sluttede dem begge flot af.

- Jeg ved ikke, hvad der lige er sket. Vi har lige slået de bedste i verden. Jeg er simpelthen så træt. For to dage siden var jeg syg og kastede op, og nu vinder vi den her, det er ikke til at forstå, sagde Mads Conrad-Petersen efter onsdagens sejr.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere