Stor dansk triumf - klar til VM-semifinale!

Anders Antonsen slog ingen ringere end OL-vinderen Chen Long og er klar til VM-semifinale lørdag

Anders Antonsen skal spille VM-semifinale. Foto: Ritzau Scanpix
Anders Antonsen skal spille VM-semifinale. Foto: Ritzau Scanpix

Den danske badmintonspiller Anders Antonsen leverede en af karrierens største præstationer, da han fredag aften spillede sig i VM-semifinalen med en sejr over den olympiske mester Chen Long.

Femteseedede Antonsen leverede en pragtindsats mod den tredjeseedede kineser og vandt med cifrene 22-20, 21-10.

I semifinalen venter Thailands Kantaphon Wangcharoen, der er seedet som nummer 12, så Antonsen står med gode chancer for at komme i finalen.

Danskeren kom ellers skidt fra land, hvor han slet ikke kunne finde vej gennem Chen Longs unedbrydelige defensiv.

Kineseren lavede ingen fejl, og når duellerne blev lange, endte fejlen med at komme fra den danske ketsjer.

Men nede 4-10 begyndte Anders Antonsen at finde løsningerne.

De stejle stiksmashes og cuttet fra forhåndssiden gjorde ondt på den tidligere dobbelte verdensmester og OL-guldvinder fra 2016.

Langsomt nærmede Antonsen sig pointmæssig kontakt, som kom allerede ved 11-11, og så var pilen pegende i dansk retning.

Antonsen bragte sig på 18-15 og styrede mod sætsejr, men et par dårlige valg blev straffet af Chen Long, som tog fem point på stribe og tilspillede sig to sætbolde.

Men 22-årige Anders Antonsen er køligere end den indlandsis, som Donald Trump ikke fik lov til at købe.

Han tog initiativet, spillede med enorm frækhed, og med fire bolde på stribe spillede han sig blot et enkelt sæt fra en VM-semifinale med sætsejr på 22-20.

Sidebyttet sendte samtidig Antonsen over på modvindssiden, som gjorde det sværere for Chen Long at finde den baglinje, han i første sæt yndede at holde danskeren på.

Det udnyttede Anders Antonsen fra start.

Han rykkede på alt, hvad der rørte sig, og Chen Long anede ikke, hvordan han skulle få has på sin danske modstander.

Halvvejs i sættet førte Antonsen 11-4, og han tillod aldrig Chen Long at komme tilbage i kampen.

Sættet blev kørt i hus uden større problemer, og dermed er den danske VM-målsætning indfriet med en semifinaleplads.

Men chancerne for en finaleplads er gode, sådan som Antonsen er spillende.

Se også: Går kold ved VM

Se også: Færdig ved VM

Se også: Jan Ø. Jørgensen brager videre ved VM

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere