Stor triumf til suveræne Viktor

Viktor Axelsen var overlegen i DM-finalen mod Hans-Kristian Vittinghus, som måtte trække sig sent i andet sæt

Viktor Axelsen har hentet endnu en DM-titel til samlingen. Foto:  Bo Amstrup/Scanpix
Viktor Axelsen har hentet endnu en DM-titel til samlingen. Foto: Bo Amstrup/Scanpix

Det blev til den ventede favoritsejr til Viktor Axelsen, da han lørdag tog sin blot anden DM-titel i karrieren med en finalesejr over Hans-Kristian Vittinghus.

Vittinghus fik en skade i låret sidst i andet sæt efter at have tabt første med 11-21, og dermed kan verdensmesteren fra 2017 kalde sig danmarksmester for første gang siden 2014.

Viktor Axelsen kunne glæde sig over en fin pris på sin Valby-villa. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Badminton Viktor Axelsen scorer stor milliongevinst på luksushus

26-årige Axelsen har ofte været fraværende ved DM de seneste år grundet skader, men i finalen i Aarhus efterlod han ingen tvivl om, at han ville have titlen med hjem i 2020.

Hans otte år ældre modstander, Hans-Kristian Vittinghus, blev ikke levnet en flig af en chance for at hjemtage sin første DM-titel i karrieren.

Han var godt med i de ti første dueller af begge sæt, men derefter viste Axelsen, som han har vist i de øvrige kampe ved DM, at han var i en klasse for sig.

Med de seneste tre års danmarksmester Anders Antonsens sensationelle exit i kvartfinalen var Axelsen klar favorit, og det levede han op til.

Viktor Axelsen var for stor en mundfuld for Hans-Kristian Vittinghus. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen var for stor en mundfuld for Hans-Kristian Vittinghus. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
 

Vittinghus kunne slet ikke slå igennem Axelsen, som satte en stærk defensiv op og samtidig selv hele tiden bød ind med sit alsidige arsenal af farlige angrebsslag.

Ved opholdet midtvejs i begge sæt havde Axelsen åbnet et hul, som Vittinghus aldrig var tæt på at lukke.

Trods flot fight af Vittinghus kunne Axelsen ikke røres.

Nede med 9-16 i andet sæt fik Vittinghus en skade i det ene lår, og ved 9-18, måtte han gå op til nettet og sige tak for kampen lidt før tid for ikke at forværre skaden.

Axelsen kunne træde op på øverste trin på podiet efter kampen og fortsætte arbejdet frem mod sæsonens første helt store mål, All England i marts.

Finalen i damesingle var noget tættere, da 20-årige Line Christophersen tog sin første DM-titel med sejr på 21-16, 22-20 over Julie Dawall Jakobsen.

Mixeddoublefinalen blev en tæt affære, hvor Niclas Nøhr og Sara Thygesen endte med at tage sejren med 15-21, 21-18, 21-19 over Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.

Trods choknederlaget i DM-kvartfinalen kunne VM-sølvmedaljetageren Anders Antonsen lørdag trøste sig med kåringen som årets badmintonspiller i Danmark i 2019.

Viktor Axelsen er videre ved DM. Foto: Jens Dresling Badminton Suveræn Axelsen stormer videre

Anders Antonsen er færdig ved DM. Foto: Jens Dresling Badminton Dansk stjerne i kæmpe nedtur

Badminton Politiet genoptager sag om dokumentfalsk i badminton

0 kommentarer
Vis kommentarer