Årets VM for blandede hold i badminton, Sudirman Cup, har fra start været op ad bakke for Danmark.
Først blev fem spillere smidt af holdet grundet den meget omtalte småkagekonflikt inden turneringen, og nye problemer meldte sig op til fredagens kvartfinale mod Japan.
Jan Ø. Jørgensen, som skulle have spillet herresinglen, var blevet syg med maveproblemer, og så måtte Viktor Axelsen, som havde døjet med de samme problemer i tre dage op til kampen, træde til uden på nogen måde at være på toppen.
Mathias Boe: Småkagekonflikten bliver ikke glemt
Det kostede et nederlag i herresinglen til verdensranglisten nummer otte, Kento Momota, på 15-21, 21-17 og 9-21 - en kamp som ellers var vigtig for de danske chancer i bedst-af-fem-holdkampen.
En tydeligt afkræftet Viktor Axelsen fik en godkendt start på kampen, men herefter trak japaneren stille og roligt fra.
Axelsen, som grundet maveproblemer og deraf manglende madindtag i flere dage var tvunget til at spille satset for at undgå lange dueller, kunne ikke følge med, og Momota tog sættet med 21-15.
I andet sæt fik danskeren mere gang i sit smash og var uhyggeligt god på nettet, og det gav en flot sætsejr på 21-17.
Axelsen kæmpede flot trods de manglende kræfter, men det begyndte at se rigtig svært ud, da Momota bragte sig foran 11-7 ved sidebyttet i tredje sæt.
Erhvervsboss løste 'småkagekrigen'
Da Viktor Axelsen samtidig stod og kastede op under sidebyttet, så løbet ud til at være kørt, og det blev da også tilfældet.
Kento Momota løb uden problemer fra den ellers bravt kæmpende dansker og snuppede tredje sæt med 21-9.
Danmark fik ellers en god start på holdkampen, da Mads Pieler Kolding og Sara Thygesen vandt mixeddoublen i tre sæt, men efter Axelsens nederlag står det 1-1 i kampen.
Japan er store favoritter til at vinde både damedouble og damesingle, mens herredoublen på papiret bliver en lige kamp.