Syg ud af det blå: Dansk profil kæmper for førligheden

Badmintonprofilen Christian Lind Thomsen er pludselig blevet ramt af Guillain-Barrés syndrom og kæmper nu for at komme til at gå

Christian Lind Thomsen i en kamp mod Lin Dan ved All England. Lige nu er badminton meget langt væk. Foto: AFP/BEN STANSALL/Ritzau Scanpix
Christian Lind Thomsen i en kamp mod Lin Dan ved All England. Lige nu er badminton meget langt væk. Foto: AFP/BEN STANSALL/Ritzau Scanpix

Den 34-årige badmintonprofil, Christian Lind Thomsen, er blevet hårdt ramt af den sjældne sygdom Guillain-Barrés syndrom, der for nitten år siden også lammede fodboldspilleren Morten Wieghorst på livstruende vis.

Det fortæller han i et længere interview med TV2 Sport, mens han på Rigshospitalet i Glostrup forsøger at kæmpe sig ud af sygdommens voldsomme greb.

- Det er vildt at skulle til at lære at gå som 34-årig, siger han, mens han i en bæresele forsøger at tage de første skridt tilbage mod en normal tilværelse.

Christian Lind Thomsen og hans kæreste, sangerinden Malene Qvist, der for et halvt år blev forældre til lille Victor, var i starten af september på en kort ferietur til Bornholm, hvor han fra første færd følte sig meget træt.

En træthed, der over de næste dage eskalerede, mens fødder og fingerspidser begyndte at sove. Ved hjemkomsten til København blev han indlagt og fik diagnosen for den sygdom, der pludseligt rammer kroppens immunforsvar, angriber nerverne og lammer dele af kroppen.

På få dage gik han fra veltrænet atlet til en hårdt ramt patient, som dog – i modsætning til Wieghorst – undgik at blive lagt i respirator.

- Om fredagen kunne jeg ikke selv gå mere, og jeg skulle have hjælp til at komme på toilettet og ordne diverse ting. Lørdag og søndag ramte lammelserne lidt i ansigtet, og det var meget ubehageligt. Der var stor uvished om, hvad der kom til at ske, fortæller Christian Lind til TV2 Sport.

Malene Qvist og Christian Lind Thomsen blev forældre for et halvt år siden, men nu er familielykken hårdt udfordret. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Malene Qvist og Christian Lind Thomsen blev forældre for et halvt år siden, men nu er familielykken hårdt udfordret. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix

- Jeg kunne jo ikke gå fra den ene dag til den anden, så jeg var da bange for, jeg skulle sidde i en kørestol resten af mit liv. Men lægerne var gode til at sige, jeg nok skulle blive god igen, selvom de ikke kunne garantere, jeg ville slippe uden mén. Så jeg valgte at fokusere på det gode og tænke positivt.

Christian Lind, der har været professionel i 15 år, har kontrakt med henholdsvis Hvidovre i 1. division og et hold i den bedste svenske række.

Han har tidligere i karrieren spillet med i Super Series og mødt verdensstjerner som Lee Chong Wei, Chen Long og Lin Dan, men nåede ikke den absolutte, internationale badmintontop. I den danske liga har han dog været en dominerende aktør og kendt som lidt af en showman.

Guillain-Barrés syndrom rammer 50-100 danskere om året. De fleste, som får sygdommen, vil opleve en gradvis bedring. Fuld bedring kan tage fra 6-12 måneder. 85 procent bliver helt raske, mens et mindretal fortsat vil opleve varige lammelser, svækket muskelstyrke, nedsat følesans og balanceproblemer.

Christian Lind Thomsen i et koncentreret øjeblik i en ligakamp. Foto: Mathilde Bech
Christian Lind Thomsen i et koncentreret øjeblik i en ligakamp. Foto: Mathilde Bech

En tilbagevenden til badmintonbanen er dermed tvivlsom, men i første omgang kæmper Christian Lind også bare for at komme tilbage til en normal tilværelse.

- Jeg håber ikke, min karriere stopper sådan her. Det giver mig ekstra motivation, for jeg vil gerne tilbage og spille, som jeg kunne, inden det her skete, siger han til TV2 Sport.

Et af hans første mål er at kunne klare trapperne til familiens lejlighed på fjerde sal.

- Jeg har ét stort mål lige nu, for hvis jeg kan komme hjem og bo sammen med dem, som er det, jeg har i tankerne, så er jeg lykkelig. Alt ud over det vil være en bonus, siger Christian Lind, som aktuelt er i stand til at bevæge det meste af sin krop men stadig ikke er i stand til at gå selv.

Fodbold-Danmark blev i 2000 rystet af nyheden om, at Morten Wieghorst var ramt af Guillain-Barrés syndrom og lå i respirator, fordi hans luftveje var lammede. Celtic-spilleren tilbragte 11 dage på en intensiv afdeling, før han så småt kunne begynde genoptræningen.

Han vendt siden tilbage til fodboldbanen, hvor han fik fire sæsoner på banen, før han gik trænervejen.

Se også: Dansk sangerinde er blevet mor for første gang

Se også: Antonsen taber pusten og misser stor finale i Kina

Se også: Axelsen går helt kold

Se også: Sjofel træner fyret: Nu blander ministeren sig

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere