Tilbage på skærmen: - Vi tager det meget alvorligt

Camilla Martin er tilbage på skærmen, efter hun fredag fik et ildebefindende på direkte tv

Følg Badminton

Der var formentlig mange, der fik sig lidt af en forskrækkelse, da tv-vært Camilla Martin pludselig fik det dårligt i studiet under live-udsendelsen af badminton-turneringen All England.

Men selvom hun allerede kort tid efter forsikrede om, at hun havde det godt, så var det endnu ikke blevet besluttet, om hun ville være at finde på skærmen igen allerede lørdag.

Men nu er der godt nyt - hun er tilbage.

Det bekræfter kanalchef på TV 2, Kristian Hyldgaard, over for Ekstra Bladet.

- Camilla har meldt sig klar og er ovenpå igen. Og det var jo heldigvis ikke mere dramatisk, udover at det var en formodet dehydrering eller lignende i går (fredag, red.). Og hun meldte sig faktisk allerede klar i går. Men vi besluttede, at det mest fornuftige var, at hun skulle holde resten af dagen fri og få lidt energi i kroppen igen.

Har du haft nogle betænkeligheder i forhold til at sende hende i studiet igen så hurtigt?

- Jeg har jo snakket en del med hende i går, og jeg er utroligt opmærksom på, at hun er okay, og at hun ikke er i tvivl. Hun skal være tryg med det hele, og holdet skal være tryg med det hele. Hun er fuldstændig afklaret med, hvad det var, der skete, og det vigtigste for mig var, at hun var i trygge hænder.

- Havde der været det mindste, så havde hun selvfølgelig ikke været tilbage i dag. Vi har haft en løbende dialog. Både med redaktionen og med Camilla. Det er noget, vi tager meget alvorligt.

På tv kunne man se, hvordan Camilla Martin i studiet fredag eftermiddag pludselig lænede sig skævt ind over bordet, inden hun sagde 'jeg får det lige lidt skidt', hvorefter hun spurgte de to eksperter Joachim Fischer og Jim Laugesen, om de kunne tale videre.

Efterfølgende måtte hun ned at ligge, og da de direkte billeder fra studiet vende tilbage, kunne man i baggrunden høre, at værten ikke havde det særlig godt.

Men allerede kort tid efter fortalte TV 2-værten til Ekstra Bladet , at hun havde været ude for lignende situationer før, hvor hun har fået det dårligt. Hun brugte derfor det meste af sin tid på at forsikre sine kollegaer om, at hun faktisk var helt okay.

Og lørdag er det da også en veloplagt Camilla Martin, der fra studiet i Birmingham blandt andet kommer til at have fokus på Viktor Axelsens semifinale, der spilles lørdag aften.

- Vi tager det stille og roligt. Så alt er fint indtil videre, skriver hun i en sms.

Du kan følge Viktor Axelsens kamp for at nå All England-finalen live lige her på ekstrabladet.dk fra klokken 20.00.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner endnu en katastrofe

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Udforsk Ekstra Bladet+