Tre herresingler klar til kvartfinalerne i All England

Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke er alle videre til kvartfinalerne ved All England

Viktor Axelsen gik torsdag videre til kvartfinalen ved All England. (Arkivfoto) Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen gik torsdag videre til kvartfinalen ved All England. (Arkivfoto) Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

De danske badmintonspillere i herresingle havde en god dag ved All England.

Både Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Rasmus Gemke gik torsdag videre til kvartfinalerne.

Viktor Axelsen vandt over inderen Lakshya Sen med cifrene 21-17, 21-18.

Den andenseedede dansker dominerede kampen, men han begik også en del fejl, som han ikke var helt tilfreds med.

- Nu skal jeg bare lige have lært lidt af denne kamp, og så glæder jeg mig til den næste, siger Axelsen til TV2 Sport.

Selv om sejren aldrig var i fare for at glippe for alvor, så kan han se plads til forbedringer.

- Jeg skal lige op med hovedet. Nu har jeg vundet de første to kampe i to sæt, men jeg skal spille bedre, hvis jeg skal gå videre fra kvartfinalen.

- Jeg skal ind og finde linjerne og løftene. Så det er hele pakken, jeg skal finde. Det håber jeg på, jeg kan, siger Axelsen.

I kvartfinalen skal Axelsen møde kineseren Yu Qi Shi fredag.

Der er desuden lagt op til et spændende danskermøde i en af de andre kvartfinaler. Antonsen skal nemlig møde Gemke i kvartfinalen fredag.

Antonsen gik videre med lidt større besvær torsdag. Han vandt 19-21, 21-12, 21-15 over kineseren Yu Xiang Huang.

Tidligere torsdag gik også Rasmus Gemke videre til kvartfinalen med en kneben sejr over Shesar Hiren Rhustavito på 18-21, 21-13, 21-19.

0 kommentarer
Vis kommentarer