Uheld ved at koste historisk triumf: Holdt det hemmeligt for landstræner

Et uheld dagen før finalen kunne have stoppet finalen ved All England for Kamilla Rytter Juhl, da hun gled på en bro fyldt med is. Efterfølgende fortalte damedoublespilleren ikke landstræneren om uheldet

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vinder All England for første gang. Ekstra Bladet fortæller om den danske damedoubles triumf og vigtigheden af All England.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen gik hele vejen ved den traditionsrige badmintonturnering All England efter en sejr i to sæt over japanske Sayaka Hirota og Yuki Fukushima i to sæt.

Men det var ved at gå helt galt for Kamilla Rytter Juhl, inden den historiske triumf kom i hus.

Hun gled kort lørdag aften på vej hjem fra hallen i Birmingham, og her frygtede Rytter Juhl det værste.

- Så går der fem sekunder, og så siger det bare ’svup’, og så ligger jeg bare, så lang jeg er. Der er fuldstændig stilhed i et splitsekund, og så når Christinna at sige: ’Skete der noget, skete der noget?’. Jeg svinger lige mine arme, fordi jeg lander rimelig hårdt ned på min albue. Men heldigvis skete der ikke noget, siger Kamilla Rytter Juhl til TV2 SPORT.

Christinna Pedersen uddyber over for Ekstra Bladet, at parret efterfølgende kunne grine af situationen.

- Da Kamilla ligger lige så lang, som hun er. 183 centimeter på en bro i Birmingham, hvor benene forsvandt under hende. Der holdt vi lige vejret et øjeblik. Vi kunne dog grine af det efterfølgende, og vi rystede på hovedet og tænkte: 'Det kunne lige være passende med en forstuvning', men der var heldigvis ikke noget galt, siger Christinna Pedersen til Ekstra Bladet.

SE VIDEO ØVERST I ARTIKLEN: EKSTRA BLADET RUNDER ALL ENGLAND-TRIUMFEN OG TURNERINGENS BETYDNING FOR SPILLERNE.

Efter uheldet ville Kamilla Rytter Juhl dog ikke fortælle det til cheflandstræner Kenneth Jonassen, da det kunne have skabt et ekstra usikkerhedsmoment inden den store finale.

- Kenneth er altid en lille smule bekymret for os. Jeg kan huske på et tidspunkt, da vi spillede for Greve, hvor han sagde, at vi ikke måtte cykle over i hallen, for han var bange for, at vi væltede på vej derover. Så han er lidt bekymret for os, om vi har det godt. Så jeg ville helst ikke have, at han blev nervøs for, at jeg havde slået mig, siger hun.

Et super godt All England
Det er første gang siden 1965, at en ren dansk damedouble står øverst på skamlen ved turneringen.

Det var en yderst imponerende turnering for damedoublen, da forberedelserne ikke var de bedste.

Rytter Juhl havde inden turneringen ikke trænet i 14 dage, og derfor var sejren ekstra imponerende.

Cheflandstræner Kenneth Jonassen er også yderst tilfreds med de danske præstationer ved turneringen i Birmingham.

- Jeg synes, det har været et super godt All England. Vi har leveret på højeste niveau i rigtigt mange kategorier

- At pigernes (Pedersen og Rytter Juhl, red.) sejr er kronen på værket, det er jeg rigtig stolt af.

- Det var absolut en flot turnering af alle spillere, men der er også nogle ting, vi skal hjem og arbejde på, siger Jonassen til Badminton Danmark.

Mathias Boe og Carsten Mogensen spillede sig ligeledes i finalen, men her tabte danskerne til de suveræne verdensettere Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo fra Indonesien i to sæt.

Se også: Eksperter lægger sig ned: De har udødeliggjort sig

Se også: Endelig, endelig! Danske piger i All England-triumf

kommentarer
Vis kommentarer
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen