Damedoublefinalen ved badminton-DM fredag endte i en regulær farce, da duoen Alexandra Bøje og Mette Poulsen truede med at forlade kampen undervejs.
De to kvinder følte sig groft bortdømt af servedommeren, som endte med at forlade kampen grædende. Nu undskylder parret på Instagram for opførslen ifølge Badminton Danmark.
- Vi vil gerne beklage og undskylde for vores opførsel i DM-finalen i går. Vores reaktion på banen tog overhånd, og vi lod vores frustrationer løbe af med os, lyder det fra de to ifølge badminton.dk.
- Det er vi rigtig kede af, og vi har rakt ud til servedommeren med en undskyldning.
Parret brokkede sig højlydt over, at servedommeren igen og igen i finalen mod Maiken Fruergaard og Sara Thygesen dømte fejl på deres server.
Frustrationen kulminerede i andet sæt, hvor de gik frem til nettet for at sige tak for kampen og forlade banen.
Det fik deres træner Jakob Poulsen dog talt dem fra. Kampen blev spillet til ende, og Fruergaard og Thygesen snuppede DM-titlen.
Det tabende par er lørdag ikke stolt af deres optræden i finalen, som gav en meget uskøn kamp rent sportsligt og en lidet prangende præsentation af sporten.
- Vi lægger os samtidig fladt ned og undskylder til alle, som føler sig stødt over vores opførsel i kampen. Det er ikke sådan, vi ønsker at repræsentere hverken sporten eller vores egne værdier, lyder det fra duoen.
Badminton Danmarks formand, Tore Vilhelmsen, oplyser, at sagen bliver indberettet til badmintonforbundets disciplinærudvalg, der skal tage stilling til en eventuel straf til spillerne.
- Vi kommer på mandag til at bede disciplinærudvalget under Badminton Danmark om at kigge på den her sag.
- Så kommer det til at køre, præcis som det skal efter reglerne med høringer og så videre. Og så kommer de til at kigge på, om de mener, der er foregået noget, som ikke skulle foregå, siger Tore Vilhelmsen til TV2 Sport.
Alexandra Bøje har netop været til OL, hvor hun i mixeddouble sammen med Mathias Christiansen røg ud i gruppespillet. Mette Poulsen var ikke med til OL.
Det var til gengæld Sara Thygesen og Maiken Fruergaard, som var det danske islæt i damedouble ved legene i Tokyo. For dem blev gruppespillet også endestation.
Ingen af de danske singlespillere fra OL - Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Mia Blichfeldt - stillede op ved DM.