Vender endelig hjem: - Det er fandeme fedt

Efter den danske lejr til EM i badminton blev hårdt ramt af corona, er den sidste spiller nu på vej tilbage til Danmark

Mathias Thyrri (til venstre) og elite- og sportschef Jens Meibom i lufthavnen i Ukraine. Foto: Privat
Mathias Thyrri (til venstre) og elite- og sportschef Jens Meibom i lufthavnen i Ukraine. Foto: Privat

Efter et dramatisk badminton EM, hvor store dele af det danske hold har været ramt af corona, er den sidste spiller nu på vej til Danmark.

Tirsdag tog Viktor Axelsen i privat ambulancefly tilbage til Danmark for at overstå sin karantæne i Danmark, imens de tre danske spillere Joel Eipe, Rasmus Kjær og Mathias Thyrri skulle overstå deres karantæne på et hotel i Kiev.

Fredag morgen var det Mathias Thyrri og elite- og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, der steg på et fly i retning mod Danmark, efter at badmintondoublen Joel Eipe og Rasmus Kjær rejste tilbage tidligere på ugen.

- Det er fandme fedt
Det var da også en meget glad Mathias Thyrri, som Ekstra Bladet fangede i telefonen, under hans mellemlanding i Frankfurt.

- Det er fandeme fedt. Da jeg fik den negative test blev jeg sådan rimelig rørt, og sindssygt glad for, at man endelig kan komme væk fra hotelgangen og se andre mennesker. Da jeg fik den negative test, tog jeg ud og gik en tur i byen med det samme, fortæller Mathias Thyrri, der sad i karantæne i en uge, inden han testede negativ og kunne vende hjem. 

Under coronakarantænen har Mathias Thyrri fået tiden til at gå med en masse Netflix og sport. Heldigvis har han også haft mulighed for at træne, da han ikke har været hårdt ramt af corona.

- Jeg har været heldigt og slippe for noget alvorlig sygdom og slemme smerter, det eneste, der har været, er, at jeg havde meget ondt i kroppen de første par dage, og ellers har jeg bare været lidt forkølet, fortæller badmintonspilleren, der er taknemlig for at han overkom virussen så nemt.