Vennens nederlag sender Antonsen i sæsonfinalen

Thailand Open er ovre for Rasmus Gemke, der var i direkte duel med Anders Antonsen om en sæsonfinaleplads

Anders Antonsen kan se frem til at deltage i sæsonfinalen 27. til 31. januar. (Arkivfoto.) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Antonsen kan se frem til at deltage i sæsonfinalen 27. til 31. januar. (Arkivfoto.) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det danske badmintonhåb Rasmus Gemke er ude af World Tour-turneringen Thailand Open - og det er gode nyheder for hans ven Anders Antonsen.

I anden runde tabte Gemke natten til torsdag dansk tid til indiske Sameer Verma med de klare cifre 12-21, 9-21.

Dermed bliver det Anders Antonsen, der kommer med i sæsonfinalen næste uge, som også spilles i Bangkok.

De to aarhusianere var i Thailand Open i en direkte duel om at komme længst i turneringen og følge med Viktor Axelsen i sæsonfinalen, BWF World Tour Finals.

Kun to spillere fra samme forbund kan deltage i turneringen, som tæller de otte højest placerede spillere på BWF World Tour-ranglisten.

Sæsonfinalen afvikles fra 27. til 31. januar.

I Thailand Open skal Antonsen nu møde Gemkes overmand i turneringen, Sameer Verma, i kvartfinalen.

Antonsen har haft en forholdsvist overkommelig vej til kvartfinalen.

Hans modstander i anden runde, indiske Srikanth Kidambi, blev trukket ud af turneringen, da Kidambis værelseskammeret blev testet positiv for coronavirus.

I sidste uge spillede verdenseliten også badminton i Bangkok, der er hjem for sportens store internationale comeback efter en længere pause grundet coronapandemien.

Her vandt Viktor Axelsen søndag finalen i turneringen, som var årets første udgave af Thailand Open.

Senere torsdag var Axelsen også i aktion i denne uges anden udgave af Thailand Open, da han mødte hjemmebanehåbet Kunlavut Vitidsarn.

Axelsen havde ingen problemer i størstedelen af kampen og vandt ganske suverænt med 21-11, 21-13 over thailænderen.

I andet sæt var Vitidsarn i stand til at følge med frem til stillingen 9-9, men derfra var det ren opvisning fra Axelsen, som virker til at være i storform netop nu.

I herresingle deltager også Hans-Kristian Vittinghus, og han vandt efter en tæt dyst i tre sæt over indoneseren Shesar Hiren Rhustavito.

Vittinghus tabte første sæt så klart som 11-21, men vandt derefter de næste to sæt med cifrene 21-15, 21-17.

I damesingle røg Line Kjærsfeldt ud i anden runde efter et nederlag til den spanske topspiller Carolina Marín.

Kjærsfeldt var ellers godt med i hele kampen, men hun endte med at tabe 19-21, 16-21.

Damedoublen Amalie Magelund og Freja Ravn er også ude efter et nederlag i to sæt til en thailandsk duo.

I herredouble røg Mathias Christiansen og Niclas Nøhr ud efter et nederlag i tre sæt til et makkerpar fra Malaysia.

1 kommentar
Vis kommentarer