Viktor Axelsen fejer gulv med ond ånd i Denmark Open

Viktor Axelsen ramte sit topniveau i store dele af kampen mod Son Wan Ho og er i kvartfinalen ved Denmark Open

Viktor Axelsen var overlegen, da han kørte hen over Son Wan Ho i Denmark Open. (Arkivfoto: AP)
Viktor Axelsen var overlegen, da han kørte hen over Son Wan Ho i Denmark Open. (Arkivfoto: AP)

Inden torsdag havde Viktor Axelsen tabt to ud af to gange til sydkoreaneren Son Wan Ho, men ved Denmark Open fejede danskeren nærmest gulv med verdensranglistens nummer ni i andet sæt.

En fantastisk spillende Axelsen hamrede i kvartfinalen med cifrene 21-15 og 21-6. Danskeren skulle lige bruge par dueller til at spille sig ind på banen, men han tiltvang sig hurtigt overtaget mod sydkoreaneren.

Hjemmebane-håbet spillede med stor omtanke i hvert eneste slag, og det byggede han på løbende gennem hele kampen. Han tillod slet ikke Son Wan Ho at komme ind med sit ellers aggressive spil, og en koncentreret Axelsen snuppede sættet med 21-15.

Se også: Badminton-es afskriver drøm om OL-billet

Axelsen kom også godt ud til andet sæt. Faktisk var han intet mindre end flyvende. Det ene flotte slag efter det andet regnede ned over den sagesløse sydkoreaner til kæmpe bifald i Odense Idrætshal, og Axelsen hamrede lynhurtigt på 9-0.

Den kæmpe margin kom Son Wan Ho sig aldrig over, og Son Wan Ho så mere og mere modløs ud, som Viktor Axelsen buldrede mod sejren.

Han tog andet sæt med sjældent overbevisende 21-6 i en kamp mellem to top-10-spillere.

- Han rammer helt sikkert ikke sit højeste niveau, og jeg spiller rigtig godt. Jeg har haft problemer med ham tidligere, men han har været lidt ustabil her på det seneste, siger Axelsen.

Det ligner nu en kvartfinale mod den levende legende Lin Dan, hvis han også klarer sig videre fra anden runde.

Se også: Dansk topdouble overlever matchbolde i dramatisk sejr

0 kommentarer
Vis kommentarer