'Viktor, du er stadig en slyngel, når du bryder reglerne'.
Sådan lyder det fra mediet The Star, der er det største engelsksprogede medie i Malaysia, hvor badminton er en meget stor sportsgren.
Baggrunden er, at den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen valgte at se stort på reglerne om, at han ikke måtte spille i hvid under All England-finalen, da modstanderen Chou Tien-Chen som højstseedet havde valgt den klassiske farve.
Danskeren vandt finalen og omkring 520.000 kroner. Han valgte helt bevidst at omgå reglerne.
- I den her situation synes jeg, at reglen er lidt latterlig. Det så godt ud, og til for eksempel Wimbledon (tennisturnering, red.) spiller alle i hvidt, siger Viktor Axelsen til TV2.
'Undskyld, Viktor, men det er All England, ikke Wimbledon', lyder det fra mediet, der også beskriver, at Axelsen fik en bøde på omkring 1700kr. for forseelsen.
Selv har Axelsen kun latter til overs over for mediet. Det skriver han på Twitter.
- Jeg er slynglen, lyder det sarkastisk.
All England var en af de sidste sportbegivenheder i den vestlige verden, der blev færdigspillet, og den danske triumf satte et midlertidig punktum for fjerspillet.
Det var første gang i 21 år, at Danmark fik en sejr i herresingle ved All England.
Har han lige brugt 70 millioner på en bil?
Allan Nielsen: Derfor måtte jeg væk