VM på dansk jord må udsættes

Badmintonturneringerne Thomas Cup og Uber Cup i Aarhus rykkes fra maj til august som følge af coronavirus

Viktor Axelsen må vente til tidligst august med at spille Thomas Cup med Danmark. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen må vente til tidligst august med at spille Thomas Cup med Danmark. Foto: Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix

Der bliver ikke international topbadminton på dansk jord som planlagt i maj.

Således har det på grund af coronavirus været nødvendigt at udsætte holdturneringerne Thomas Cup og Uber Cup, der skulle have været spillet i Aarhus fra 16. til 24. maj.

I stedet satser man nu på at kunne afvikle turneringerne fra 15. til 23. august - lige efter OL's planlagte afslutning.

Badminton Danmark, Badminton World Federation (BWF), Sport Event Denmark og Aarhus Kommune har efter tæt dialog og i fællesskab besluttet at udskyde det officielle VM for herre- og damelandshold.

- Thomas og Uber Cup skal være med til at samle Danmark til en badmintonfolkefest, men det vil være uansvarligt at gøre i den aktuelle historiske situation, vi står i, siger Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen.

Han siger, at beslutningen var svær, men også nødvendig, da sikkerheds- og sundhedshensyn altid kommer i første række.

- Nu vil vi gøre alt, hvad vi kan for at få logistik og praktik til at gå op i en højere enhed, så spillere, trænere, frivillige og fans fortsat får en folkefest. Nu bare i august i stedet for maj, siger Bo Jensen.

0 kommentarer
Vis kommentarer