Mens Viktor Axelsen er yderst tvivlsom til årets udgave af All England, så får hans danske kollegaer i herresingle det yderst problematisk i deres første kampe.
Vurderet ud fra verdensranglisten og tidligere resultater har den dobbelte danske mester Anders Antonsen samt de to garvede stjerner Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus gode muligheder for at lave resultater i verdens mest prestigefyldte turnering.
Men lodtrækningen har artet sig det således, at de skal over de mest alvorlige bump på vejen - bare for at komme frem til fredagens kvartfinaler.
Værst ser det umiddelbart ud for Antonsen.
Han render ind i bundrutinerede Lee Hyul-il fra Sydkorea. Han er måske ikke så stærk som tidligere, men for en 1. runde-kamp er det en voldsom opgave for Antonsen.
Skulle han komme forbi asiaten, ja så venter der lidt mere i både 2. runde og kvartfinalen i skikkelse af syvendeseedede Shi Yuqi og fjerdeseedede Chen Long - begge Kina.
Apropos Kina og store stjerner, skal Vittinghus forbi selveste Lin Dan i 1. runde, hvis han vil gøre sig forhåbninger om noget stort, mens Jan Ø. står til at møde Lee Chong Wei i 2. runde.
Går det godt for de to sidstnævnte, tørner de sammen i kvartfinalen.
I damesingle har både Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt ligeledes fået svære lodtrækninger. Blichfeldt, der nåede DM-finalen sidste weekend, skal således op på thailandske Ratchanok Intanon i 2. runde.
All England afvikles 14.-18. marts i Birmingham.
Du kan se alle lodtrækningerne for både singler og doubler her.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.