Ydmygende triumf: Nu er Viktor også Europas bedste!

Badmintonspilleren Viktor Axelsen viste høj klasse i EM-finalen mod den forsvarende mester Rajiv Ouseph fra England. Her gav danskeren englænderen en stor badmintonlektion

Viktor Axelsen kørte Rajiv Ouseph over i EM-finalen. Foto: AP
Viktor Axelsen kørte Rajiv Ouseph over i EM-finalen. Foto: AP

Viktor Axelsen har været hårdt præget af en ankelskade i løbet af 2018, som blandt andet kostede ham deltagelse ved All England i marts. Men ved EM i Huelva var han tilbage i noget nær topform.

Den danske verdensmester kan kalde sig europamester for anden gang i karrieren efter en knusende sejr på 21-8 og 21-7 over Rajiv Ouseph fra England. Han vandt sin første EM-titel i 2016.

Den danske verdensetter satte et imponerende tempo i starten af finalen, hvor englænderen blev blæst tilbage af dansk kvalitet. Axelsen gik en smule ned i kadance i anden halvdel, men det var stadig nok til at vinde første sæt sikkert.

Danskeren fortsatte det flotte spil
I andet sæt startede den suveræne dansker også flot, da han kørte Ouseph rundt på banen med præcise slag i et højt tempo. Ouseph kæmpede dog for pointene og var bedre med end i første sæt.

Englænderen formåede dog ikke at ramme sit topniveau som i semifinaleopgøret mod Jan Ø. Jørgensen i gårsdagens semifinale.

Ouseph måtte kæmpe for hvert eneste point i finalen, og i andet sæt var det en meget træt englænder, der traskede slukøret rundt på banen i slutningen af sættet.

Axelsen tog andet sæt med 21-7 og kunne strække armene vejret efter en fantastisk comeback-turnering, hvor han specielt i semifinalen og finalen viste høj international klasse.

- Jeg er rigtig glad for at være tilbage på banen. Jeg har haft det som en løve i et bur under min skadesperiode. Jeg er meget tilfreds med at vinde EM igen, siger Viktor Axelsen efter sin EM-triumf.

Det blev til en stor sejr til Axelsen i finalen, og det blev det, da han var fokuseret fra start af.

- Det kræver, at jeg ligger oppe i det højeste gear for at kunne vinde så overbevisende. Men det gjorde jeg så også i størstedelen af kampen. Så jeg er godt tilfreds, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

Selvom danskeren er inde i et hårdt program med meget træning, så skal danskeren fejre sin titel.

- Jeg skal bestemt fejre sejren, så nu prøver jeg at slappe lidt af de næste par dage, og så skal jeg knokle røven ud af bukserne de næste to uger inden Thomas Cup, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

 

***

Kenneth Jonassen (til højre) er en glad landstræner efter Axelsens EM-triumf. Foto: All Over Press
Kenneth Jonassen (til højre) er en glad landstræner efter Axelsens EM-triumf. Foto: All Over Press
 

Landstræner: Jeg er rigtig stolt

Cheflandstræner Kenneth Jonassen er også meget glad og stolt efter Viktor Axelsens EM-triumf.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for at se, at det lykkes godt for ham i sin comeback-turnering, men jeg er ikke decideret overrasket over hans niveau.

- Han spiller rigtig, rigtig godt, men hvis Viktor Axelsen rammer sit topniveau, så har de andre spillere i Europa ikke de helt store modtræk. Det er dog dejligt, at han træder igennem og henter EM-titlen i herresingle hjem til Danmark igen. Så jeg er rigtig stolt, siger Kenneth Jonassen til Ekstra Bladet.

Viktor Axelsen kørte både Brice Leverdez og Rajiv Ouseph over i henholdsvis semifinalen og finalen, og her er de to modstanderes niveau skyld i, at Axelsen har satte sig ekstra op til kampene.

- Det er en kombination af, at han gerne ville vise, at han er på det niveau, som der kan forventes. Samtidigt handler det om at starte rigtig godt ud, så modstanderne har svært ved at tro, at de har en reel chance.

- I semifinalen og finalen var det også de to første reelle internationale modstandere for Viktor, hvor han havde behov for at sætte sig 100 procent op. Det er cadeau til dem, at han har respekt for, hvad de kan præstere, hvis han ikke rammer sit højeste niveau, siger Kenneth Jonassen.

Hård træningsperiode venter
Viktor Axelsen kan nu se frem til en hård træningsperiode frem mod Thomas Cup i slutningen af maj.

- Han er en ekstrem vigtig spiller på Thomas Cup-holdet, da han starter hele holdkampen i forhold til sin præstation. Jeg glæder mig til at finpudse hans niveau de næste 14 dage, da modstanderne kun bliver hårdere og hårdere fra nu af. Vi skal arbejde frem mod, at han skal møde de bedste i verden, siger landstræneren.

Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen vandt over Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen i herredouble, men finalen blev ikke spillet til ende. Mads Pieler Kolding måtte inden anden sæts start trække sig med en skade, efter Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen havde vundet første sæt.

I mixeddouble tabte Christinna Pedersen/Mathias Christiansen knebent til Gabrielle Adcock/Chris Adcock fra England efter tre tætte sæt.

Guld-Viktor stormer videre: Men misser drømmefinale

Fjerbold-millionærer: Så godt tjener de danske badminton-stjerner