Årets boksebrag: Kæmper for revanche efter chok

Et af de mest opsigtsvækkende nederlag i boksehistorien fandt sted i sommer. Nu skal de to mænd i ringen igen lørdag i et af årets største brag

Andy Ruiz var hele 19 kilo tungere end Anthony Joshua ved indvejningen fredag. Video: Reuters via Ritzau Scanpix.

En af boksesportens største skal lørdag i Saudi-Arabien kæmpe for revanche efter et på alle måder chokerende nederlag 1. juni, hvor den upåagtede Andy Ruiz kom på et afbud og stjal titlerne.

Et nederlag, der sendte gisp gennem bokseverdenen som få gange før i sportsgrenens historie. Det ubesejrede britiske bokseikon Anthony Joshua med de tre største VM-bælter om livet skulle slet ikke have bokset mod ham, men den også ubesejrede Jarrell Miller måtte trække sig efter en positiv dopingtest.

Så måtte man finde en vikar, hvad end for en reserve der kunne støves op med kun fem ugers varsel.

Her kom Ruiz, ukendt og fedladen over for toptrænede Joshua. Der blev grinet af ham til indvejningen, og ingen havde regnet med, at det ville blive andet en hurtig og forglemmelig affære for Joshua at få den pligtsejr overstået. I 3. runde fik han da også mexikansk-amerikanske Ruiz sendt til tælling, og kampen begyndte at ligne noget, der kunne være hurtigt overstået.

Men i samme runde vendte tidevandet på få sekunder, da Ruiz rejste sig og kort efter sendte favoritten selv i gulvet med et venstrehook. En tydeligt rystet Joshua begyndte at dingle rundt ude ved tovene.

- Hvilken runde er det nu? Hvorfor har jeg det sådan her? spurgte en febrilsk Joshua med blanke øjne sit ringhjørne efter 3. omgang.

Den lille fede mand tog fusen på alle
På trods af at han rejste sig op, blev en rundtosset og hjernerystelsesramt Joshua udbokset, indtil kamplederen stoppede forestillingen i 7. runde, da storfavoritten endnu en gang var nede og mærke gulvet.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, Joshua var blevet lidt for stor og selvsikker. Og så blev han overrasket over, at sådan en lille fed mand hentet ind som reserve kunne gøre de ting ved ham, som han gjorde. Da han så blev ramt første gang, fik han et chok. Han er jo en træningsnarkoman, han er altid forberedt.

- Men han har på en eller anden måde ikke været helt mentalt forberedt til som megastjerne pludselig at ligge og rode rundt på gulvet mod en så upåagtet modstander, lyder bokseekspert Brian Mathiasens analyse til Ekstra Bladet.

Returkampen er stadig på mange måder ulige. Den ene bokser er en af sportens ambassadører, en stjerne, ikke kun blandt boksefans. Andy Ruiz i det andet ringhjørne har ikke ligefrem fremtoningen til magasinforsider og har næsten ti gange færre følgere på Instagram. Joshua er stadig sindbilledet på en favorit, og Ruiz på en underdog.

- Han (Joshua,red.) har hele pakken. Han er sympatisk og en forbilledlig sportsmand. Han er afholdt og tiljublet, og millioner af mennesker følger ham. Han har the looks, selv kvinderne tænder for tv'et, når han bokser. Ruiz har ikke så meget andet end the hooks.

- Men han er the impossible dream, han har hele Mexico i ryggen, og hans historie om at gå fra ingenting og til fire VM-bælter og millioner i banken på en aften, det er den slags, der kunne sælges mange bøger om, siger Mathiasen.

En rystet Joshua sendt til tælling i Madison Square Garden. Senere mente kritikere, at det var uforsvarligt, at han med tegn på hjernerystelse fik lov at fortsætte efter 3. runde. Foto: Ritzau Scanpix
En rystet Joshua sendt til tælling i Madison Square Garden. Senere mente kritikere, at det var uforsvarligt, at han med tegn på hjernerystelse fik lov at fortsætte efter 3. runde. Foto: Ritzau Scanpix

Ydmygelsen skal vaskes af
Mens Joshua har alt at kæmpe for, ære, genoprejsning og sine gamle titler i de tre store forbund, WBA, IBF og WBO. Ruiz derimod derimod mindre at kæmpe for end i sommer. Han havde aldrig før haft chancen for at tjene svimlende pengebeløb og havde aldrig prøvet at stå i så stor en kamp før.

Den enestående chance skulle udnyttes for enhver pris. Det gjorde han til det yderste, og nu har han prøvet at holde tre VM-bælter og tjent nok millioner på begge kampe til, at hans familie mildt sagt er økonomisk sikret forud for kamp nr. to.

Af den grund kan kampen blive svær at forudsige, mener Mathiasen,

- I første kamp viste Ruiz jo en overlevelsesvilje som ind i helvede. Han vil nok selv sige, at den kamp var en chance givet af Gud, og så skal der ekstraordinært meget til for at stoppe ham i sådan en kamp. Selv da han bliver væltet i 3. omgang, rejser han sig igen med det enorme fighterhjerte, jeg mener er typisk for mexicanske boksere.

- Nu har han omvendt tjent sine penge, og Joshua har ære og langt mere at bokse for. Ydmygelsen skal vaskes af ham med det samme, for hvis han taber anden gang, så er han lige pludselig langt fra den status, han havde inden møderne. Hans trænere vil være nervøse, for det psykiske vil fylde meget.

Derfor vil det være en anden Anthony Joshua, der træder ind i ringen, mener Brian Mathiasen, der alligevel tilskriver Joshua favoritværdigheden på trods af nederlaget. 

- Det sværeste for en så stor stjerne er det første nederlag, for hvordan reagerer man på det? Nu ved han, han ikke er uoverindelig. Så det spændende bliver at se, om han kan rejse sig igen som en ægte champion.

- Jeg tror, chokket har givet ham en lærestreg. Og jeg tror, han vil være meget mere klar til at bokse mod ham den her gang, for han ved, hvad han ikke skal gøre, og at det kan gå galt. Han vil bokse på andre præmisser og bokse mere afvejet, vurderer han.

Andy Ruiz overmander Anthony Joshua i syvende runde af sommerens uventede boksebrag. Foto: Ritzau Scanpix
Andy Ruiz overmander Anthony Joshua i syvende runde af sommerens uventede boksebrag. Foto: Ritzau Scanpix
 

En helt anden kamp
En anden slags kamp er derfor at forvente end sidst. Ruiz' var trods sin statur utrolig hurtig, og det tog givetvis fusen på Joshua, der selvsikkert forsøgte at komme ind på kroppen af Ruiz fra start.

I anden kamp mener Mathiasen, at Joshua vil holde mere afstand til Ruiz og forsøge at komme rundt om den tætte mexicaner og ramme ham med små jabs.

- Han skal ikke ind at slås med ham, han skal holde afstand. Et slag kan afgøre kampen, så han ved godt, han ikke skal gå ind for tæt på. Derfor forventer jeg ikke, at han vil gå ind tæt på og dele hooks med ham - der er Ruiz for hurtig. Samtidig er det vigtigt for ham at tanke selvtillid tidligt og gå ind og vinde omgangene til at starte med.

- Så jeg tror, at indtil i hvert fald femte-sjette runde vil Joshua forsøge sig med afstandsboksning, hvor han med jabs vil forsøge at vinde hver omgang på udramatisk vis.

Det vil omvendt være forventeligt, at Ruiz kommer ind med samme taktik som til første kamp og søge de tætte nærkampe i ringen. Samme taktik, som endte med at overrumple den langsommere Joshua i første opgør. Trods sine 122 kg fordelt på 'kun' 188 cm var han ikke bare hurtigere i bevægelserne, men havde også rigeligt med luft til at fortsætte i højt tempo helt op til 7. runde.

Derfor kan man trods Anthony Joshuas velhakkede vaskebrætmave, som står i skarp kontrast til den kuffert, Ruiz render rundt med, ikke gå ud fra, at han vil være overlegen i forhold til kondition, skulle kampen fortsætte ud i de sidste runder. Derudover vil et enkelt af Ruiz' hårde slag vil kunne genvække traumer fra Madison Square Garden, så der skal gås taktisk til værks.

- Jeg er ikke helt sikker på, at Joshua er den, der lukker og slukker, hvis den går ud over 9. og 10. omgang. Når man bliver slået i gulvet for første gang, så kan man stivne fuldstændig. Det kræver stort arbejde af teamet og så stort mentalt arbejde med bokseren.

- Han skal udbokse ham teknisk og undgå at nå for meget inden for rækkevidde af Ruiz' hooks. For hvis han bliver ordentligt ramt, kan de dårlige minder komme med frygten for, at ydmygelsen gentager sig, fortæller Mathiasen.

Bookmakerne lader til at tro på Joshua som favoritten, om end en noget mindre favorit end sidst.

Se også: Fortsatte med hjerneskade: Kunne være død

Se også: Efter stort chok: Nu sker revanchen i ørkenen

Se også: Bokse-stjerne i voldsom trafikulykke: Kastet ud af Ferrari

34 kommentarer
Vis kommentarer