Afsløring: Budkrig eksploderer – SÅ meget tilbyder de Mahfoud

Team Sauerland er vendt tilbage med et stort tilbud til Sarah Mahfoud. Lad os lave kampen mellem dig og Dina!

Mahfoud og Thorslund-kampen kommer tættere og tættere på. I aften hedder modstanderen dog Enerolisa De Leon. Video/Redigering: Jonas Olufson/Martin Ekelund

HILLERØD (Ekstra Bladet): IBF Interkontinental-mester og VM-udfordrer Sarah Mahfoud er klar til sin sidste vigtige opgave, inden det efter planen i den nærmeste fremtid går løs i en VM-kamp på dansk grund mod IBF’s interim verdensmester i fjervægt, Brenda Carabajal.

Den 30-årige fjervæger fra Hillerød, som senest er rykket ned som nummer tre på verdensranglisten hos det store, anerkendte VM-forbund WBA, men fortsat ligger nummer ét på verdensranglisten hos det andet store VM-forbund IBF og altså dermed bliver førsteudfordrer til IBF’s interim VM-titel, skal dog først besejre Enerolisa De Leon fra Den Dominikanske Republik i FrederiksborgCentret i Hillerød lørdag aften i en såkaldt VM-test.

Et nederlag til Enerolisa De Leon kan forpurre den proklamerede VM-kamp mod IBF-mesteren, som efter planen skal bokses inden årsskiftet.

Mahfouds modstander er kommet til Danmark denne gang. Foto: Jonas Olufson
Mahfouds modstander er kommet til Danmark denne gang. Foto: Jonas Olufson
 

Mahfoud har ikke bokset en kamp siden 18. januar i år og kan derfor næsten slet ikke vente med at gøre comeback i ringen – endda på hjemmebane til Danish Fight Night/HSK Box Cup-stævnet.

Da Ekstra Bladet mødte den ubesejrede Sarah Mahfoud til fredagens indvejningen, blev hun dog også bedt om at forholde sig til den evige budkrig, der den seneste tid er brudt ud mellem Team Sauerland og promotor Mogens Palle om en eftertragtet dansker-duel mellem Dina Thorslund og netop Sarah Mahfoud.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Sauerland nemlig i september tilbudt hele 75.000 euro, altså mere end en halv million danske kroner, til Sarah Mahfoud, hvis hun og Mogens Palle går med til en boksekamp mod Dina Thorslund med Sauerland som stævne-arrangør.

Tidligere har Mogens Palle tilbudt 80.000 euro (cirka 600.000 kroner) i alt, hvor vinderen skulle have 60 procent – 360.000 kroner – mens taberen skulle nøjes med 40 procent – 240.000 kroner.

Foto: Jonas Olufson
Foto: Jonas Olufson
 

Nisse Sauerland har bekræftet beløbet og tilføjet: ’We want Mahfoud now! I want to work with Mogens again.’

Trods rollen som arrangør af kampen tager Team Sauerland dog gerne ’inputs’ fra Mogens Palle, tilføjer Nisse Sauerland.

Sarah Mahfoud bekræfter, at hun har modtaget et bud fra Sauerland i den størrelsesorden, og at hun blev kontaktet direkte udenom sin promotor gennem Patrick Nielsens tidligere manager Simon Lundt for nogle uger siden …

- Det er et stort beløb, må man sige?

- Lige nu står jeg og skal bokse på lørdag, og jeg har en VM-kamp i sigte. Ja, det kunne være super fedt at tage en Sarah-Dina-kamp på et tidspunkt. Og pengene … Det lyder til at være et flot beløb. Det er fedt, at vi er oppe på det niveau nu, men jeg synes da også, at Mogens Palle har gjort det helt klart, at den kamp skal bokses i hans regi? Så det tænker jeg, den skal!

- Men Sauerland vil have kampen i deres regi?

- Det ved jeg … Og det er der, striden ligger …

- Hvad hvis Mogens takker nej til tilbuddet? Med så stort et beløb på højkant …

- Mogens har også haft et tilbud, der er godt. Det beløb, jeg ville få af Sauerland, skal jeg jo betale en del af til både Mogens, mine trænere og til mange andre udgifter. Det kan godt være, det er stort beløb – men med det tilbud Mogens kom med, får jeg det hele til mig selv … I princippet tror jeg ikke, det lander så vanvittigt langt fra hinanden?

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
 

- Men jeg synes helt klart, den skal bokses – ved Danish Fight Night. Det kunne være rigtig sjovt!

- Du bliver ikke ærgerlig, hvis Mogens takker nej?

- Om det bliver til noget eller ej, det blander jeg mig ikke i lige nu.

- Efter din VM-kamp?

- Selvfølgelig skal det være efter … Jeg kan sgu da ikke bokse midt imellem … Så bliver det enten i oktober eller november? Uha, det bliver mange kampe, siger Sarah Mahfoud, der slet ikke er et sekund i tvivl om, at Dina Thorslund skal gå en vægtklasse op, hvis det skal blive til noget.

- Vi må se, hvad der sker. Det kunne være sjovt at tage kampen på et tidspunkt. Jeg bestemmer det ikke alene. Lige nu har jeg ikke så travlt. Der er ikke Dina, der fylder i mine tanker, det er kampen på lørdag og så min VM-kamp.

- Sauerland skrev direkte til mig. Og Simon (Lundt, red.) ringede til mig en aften ved ni-tiden, da jeg sad og spiste aftensmad: ’Hej? Hvem er du?’, svarede jeg. Jeg kendte ham ikke. Jeg spurgte, hvor han havde mit nummer fra, men så snakkede han bare udenom, smågriner Sarah Mahfoud.

- De prøver sikkert at få mig til at lægge et pres på Mogens Palle, når de kontakter mig direkte …

Kassekamp kan være på vej til Mahfoud. Foto: Jonas Olufson
Kassekamp kan være på vej til Mahfoud. Foto: Jonas Olufson
 

- Er det så i orden, bare irriterende eller måske endda smigrende?

- Det ved jeg ikke. Jeg ringer jo til Mogens alligevel og fortæller det hele.

- Det er da fedt, at der er nogle, der så gerne vil have fat i en.

- Men jeg hungrer ikke efter den kamp lige nu. Jeg har andre ting at koncentrere mig om. Men det skal ske! Vi må bare finde ud af hvordan og hvorledes … Det må være imellem de gamle mænd, der sidder i kulissen, slutter Sarah Mahfoud, der samtidig afslører, at Team Sauerland ikke er den eneste promotor, der har tilbudt kampe til den 30-årige VM-udfordrer fra Hillerød.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Team Palle er ikke imponeret over tyskernes fremgangsmåde. Foto: Jonas Olufson
Team Palle er ikke imponeret over tyskernes fremgangsmåde. Foto: Jonas Olufson
 

- Det virker desperat

- Jeg vil ikke bekræfte beløbet, men jeg ved, de har prøvet på alle mulige måder at komme i forbindelse med Sarah ... De skriver til Sarah, de skriver til mig, de skriver til min far (Mogens Palle, red.) De prøver at gå alle veje, lyder det fra Bettina Palle, der er arrangør ved lørdagens Fight Night i Hillerød.

- Det virker helt vildt desperat. Og det gør de selvfølgelig for at holde på Dina ... Hendes kontrakt udløber jo. Men vi har ikke brug for den kamp lige nu, vi har vores eget. Vi kan ikke bare smide alt, vi har i hænderne, fordi de lige synes, det skal være sådan ...

- Det er ikke et tilbud, I vil tage imod?

- Det ved jeg ikke endnu. Det kan ikke blive i december. Der skal vi jo noget andet (VM-kamp, red.). Vi har vores egne planer. Vi kan ikke ændre det hele efter deres forgodtbefindende. Den kamp vil kun kunne lade sig gøre, hvis det blev på vores stævne, og det ved de også godt.

- Kun på jeres præmisser og ikke et Sauerland stævne?

- Ja, er der overhovedet Sauerland-stævner mere?

- Det er mærkeligt, at de får alle mulige til at ringe. Normalt går man jo aldrig uden om promoteren eller manageren. Det ved de da også godt. De kontakter mig og Sarah direkte. Det er højst besynderligt. De burde vide bedre, siger promotor Bettina Palle.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Dina Thorslund-lejren er klar. Foto: Claus Bonnerup
Dina Thorslund-lejren er klar. Foto: Claus Bonnerup
 

- Lad den gamle promotorkrig være fortid

Dina Thorslunds træner Thomas Madsen opfordrer de stridende parter til at sænke paraderne og få lavet kampen mellem Danmarks to bedste kvindelige boksere.

- Dina trækker over 100.000 i seere alene til hendes kampe, når hun fylder Struer Hallen med 1500 tilskuere.

- I mine øjne har Sauerland rent PR-mæssigt et langt bedre set up. Nu kender jeg ikke seer-tallene på Ekstra Bladet, men jeg vil blive meget overrasket over, hvis der er mere end 10.000 seere.

- Jeg forstår udmærket, Sarah Mahfoud gerne vil være verdensmester, og hun har en dygtig mand bag sig i Mogens Palle, som er eminent til at guide sine boksere frem i verden, og selvfølgelig sigter de efter den nemme vej, men omvendt kan Sarah Mahfoud altså få en ’rigtig’ VM-kamp mod Dina Thorslund og ikke en interim-titel, som man aldrig kan være sikker på, hvor fører hen.

- Det er jo rimelig simpel matematik, at cirka 560.000 er langt mere end f.eks. 240.000 kr., som Sarah ville få ifølge Mogens Palles tilbud for at tabe til Dina. Sarah er altså garanteret 560.000 med Sauerlands tilbud.

- Det er en god ’pay day’ for begge boksere, så for boksernes skyld: Lad os nu få den kamp, hvor pengene er størst, og lade den gamle promotor-krig være fortid, siger Thomas Madsen, der understreger, at han ikke vil blande sig i, hvordan Nisse Sauerland sender sine tilbud, det er op til Team Sauerland.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er der endnu ikke forhandlet en endelig aftale på plads for Dina Thorslund, men hun kan formentlig se frem til en løn på omkring én million danske kroner for en boksekamp mod Sarah Mahfoud.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

På programmet

IBF Interkontinental-mesteren i fjervægt, nemlig den 30-årige fjervægter Sarah Mahfoud (8-0, 3 KO's), førsteudfordrer til VM-tronen hos IBF, skal i en 'tune up-kamp' forsøge at gøre kål på Enerolisa De Leon (5-2-2, 2 KO's) fra Den Dominikanske Republik.

En særlig sidste VM-test, inden Sarah Mahfoud efter planen skal bokse en interim VM-kamp mod den argentinske verdensmester Brenda Karen Carabajal. Den 30-årige Mahfoud bokser på hjemmebane i FrederiksborgCentret i Hillerød lørdag aften.

Den 20-årige IBF jr. verdensmester og ubesejrede Oliver Meng (6-0, 3 KO's) møder lørdag den 30-årige ligeledes ubesejrede franskmand Jordan Neveux (8-0, 4 KO's).

Danish Fight Night-stævnet indledes med fem udvalgte amatørkampe fra HSK Box Cup-turneringen med nogle af Danmarks bedste boksere fra bl.a. super-sværvægts-klassen.

24 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere