Afsløring: Kessler får billet til stor turnering

Mikkel Kessler skal nu ’bare’ underskrive aftalen, før han er med i World Boxing Super Series, der begynder til efteråret 

Mikkel Kessler har fået et Wild Card til World Boxing Super Series, der skal bokses fra september. Men underskriften mangler stadig. Foto: Lars Poulsen.
Mikkel Kessler har fået et Wild Card til World Boxing Super Series, der skal bokses fra september. Men underskriften mangler stadig. Foto: Lars Poulsen.

Det er snart tre måneder siden han annoncerede sit comeback til bokseringen.  

Nu kan sløret løftes for, hvad der med stor sandsynlighed venter 38-årige Mikkel Kessler i nærmeste fremtid.

Ekstra Bladet kan således afsløre, at Mikkel Kessler er på vej ind i den nye, store prestigefyldte bokseturnering, World Boxing Super Series. 

Toget kører nu
En turnering, hvor der fra september til maj skal bokses i to udvalgte vægtklasser med en samlet præmiesum på 50 millioner dollar til de 16 boksere, der skal deltage i turneringen.

- Bestyrelsen har besluttet at tildele Mikkel Kessler et Wild Card til World Boxing Super Series, siger Peter Nørrelund til Ekstra Bladet.

Han er bestyrelsesmedlem i World Boxing Super Series, men han er også adm. direktør for MTG Sport, der har rettighederne til at vise kampene i Skandinavien fra den store bokseturnering.

- Det er fantastisk, at der er åbent mulighed for, at Mikkel Kessler kan komme med i den turnering, bemærker Peter Nørrelund.

Er aftalen med Mikkel Kessler underskrevet?

- Det er den ikke. Men nu er der åbent op for, han kan komme med. Derfor håber jeg, at Mikkel Kessler griber chancen. Men toget kører altså nu.

- Vi skal næste onsdag i bestyrelsen præsenteres for det fulde boksehold på 16 deltagere til turneringen i de to udvalgte vægtklasser, siger Peter Nørrelund. 

MTG Sport, der driver TV 3 Sports kanalerne, har en aktiepost i den nye turnering og derfor bliver det også på en af de kanaler turneringen skal vises.

Mikkel Kessler træner ihærdigt frem mod sit comeback. Foto: Lars Poulsen
Mikkel Kessler træner ihærdigt frem mod sit comeback. Foto: Lars Poulsen
 

Præsentation 8. juli i Monaco
- Det bliver toppen, der mødes i den her turnering. Reglerne er, at du skal være rangeret mellem nummer 1-15 i de fire største forbud for at komme med i turneringen. Vi har givet ét Wild Card til Mikkel Kessler, og jeg forventer ikke, vi udsteder flere, pointerer Peter Nørrelund.

I supermellemvægt er der endnu kun udpeget én af otte boksere, WBA-mesteren George Groves.

Mikkel Kessler kommer altså med på et Wild Card, men har endnu ikke accepteret vilkårene og underskrevet aftalen. I den kommende uge skal de øvrige boksere udpeges i vægtklasserne.

De 16 boksere, der skal deltage i World Boxing Super Series, skal præsenteres i Monaco 8. juli i Grimaldi Forum ved et stort tv-transmitteret show.

Fire boksere i hver vægtklasse seedes, hvor den bedst seedede får lov at vælge først og altså har fire muligheder. Andenseedede kan vælge mellem de tre useedede.

Når Mikkel Kessler har fået et Wild Card, er det så urealistisk, han bliver seedet i turneringen?

- Det er for tidligt at udtale sig om på nuværende tidspunkt, siger Peter Nørrelund.

Kampene i de to vægtklasser – cruiservægt og supermellemvægt – begynder til september.

I september-oktober bokses der kvartfinaler, siden semifinaler i januar-februar. Finalerne skal bokses til maj næste år.

Allan Back, der er Mikkel Kesslers rådgiver, siger det er helt nyt for ham. Derfor har han på nuværende tidspunkt ingen kommentarer.

Se også: Kessler om comeback: Derfor gør jeg det

Se også: Kessler bryder eget løfte: Går i ringen på trods af børnene

Mikkel Kessler bokser mod Carl Froch i O2 Arena i London, England. De går alle 12 omgange, men Mikkel Kessler taber knebent på points. Foto: Jacob Erhbahn Allan Olsen - 31. mar. 2017 - kl. 06:26 Jubler over Kesslers boksechok: Hold nu kæft, det er i orden!

22 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere