Bokser anholdt med pistol - VM-brag i fare

Robert Guerrero forsøgte at medbringe pistol i fly i New York - VM-kampen mod Floyd Mayweather Jr. om en måned er dermed kommet i fare

Han er i gang med at forberede sig på karrierens største kamp, men Robert Guerreros planer om at besejre selveste Floyd Mayweather Jr. (43-0-0, 26 KO) kan meget vel have fået sig et alvorligt skud for boven.

Den amerikanske weltervægter er nemlig blevet arresteret for at forsøge at medbringe en pistol ombord på et fly fra New York til Las Vegas, og nu truer et afbud fra Guerrero (31-1-1, 18 KO) - der dermed også risikerer at måtte rive checken på måske en-to millioner dollar i stykker ...

Læs også:

Se også: Boksestjerne: Jeg har lavet historiens største aftale

For de amerikanske myndigheder ser vist ikke synderligt mildt på dumheder, som den Guerrero begik torsdag morgen i JFK-lufthavnen.

Guerrero medbragte en låst pistolkasse ved check-in, hvilket ifølge ESPN fik lufthavnspersonalet til at tilkalde politiet. Ifølge statsanklageren for Queens-distriktet indeholdt kassen et semiautomatisk håndvåben i kaliber 40 og tre magasiner - men dog uden ammunition.

Læs også:

Se også: Mayweather håner Ward

Guerrero kan nu se frem til en anklage om ulovlig våbenbesiddelse, da han ikke har våbentilladelse i New York. I værste fald kan forseelsen ifølge nyhedsbureauet AP udløse en dom på fire års fængsel.

Guerrero forbereder sig på kampen mod Mayweather i Las Vegas, men var på sin 30 års fødselsdag i New York for at lave promotionarbejde for kampen, der - efter planen - skal bokses i MGM Grand i Las Vegas med Mayweathers WBC-titel på spil.

Både AP og ESPN har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Guerreros management.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere