Magee dræbte Rudys drøm

Rudy Markussen tabte skæbnekampen mod Brian Magee på knockout i femte omgang

Brian Magee har sendt Rudy Markussen til tælling. (Foto: Thomas Sjørup)
Brian Magee har sendt Rudy Markussen til tælling. (Foto: Thomas Sjørup)

BRØNDBY HALLEN (ekstrabladet.dk): Et stenhårdt nordirsk leverstød slog lørdag aften pusten ud af Rudy Markussens drømme om et attentat på verdenstoppen i supermellemvægt.

For på trods af den vilje og selvtillid, han har udstrålet op til sit livs måske allervigtigste kamp, så kunne han ikke stille noget op mod den rutinerede og teknisk stærkere Brian Magee, der blot skulle bruge knap fem omgange på at forsvare WBA’s interim-titel på danskerens hjemmebane.

Alt var ellers kørt i stilling. Sprøde nummerpiger, fodbold-kendisser som Preben Elkjær, Lars Olsen og den tidligere Brøndby-træner Henrik Jensen og landets bedste boksere med Mikkel Kessler i spidsen var mødt frem for at heppe Markussen til sejr.

På sit livs mission
Og fra det øjeblik Rudy Markussen gjorde sin entré i ringen i selskab med rapperne fra Kaliber, var det tydeligt, at han var en mand på noget, der lignede sit livs mission.

Forhindringen på vejen mod de største kampe, nordirske Brian Magee, skulle ryddes af vejen - og munden skulle lukkes på ærkefjenden Mogens Palle en gang for alle.

Det begyndte da også lige efter bogen. Rudy Markussen stemplede det første stød ind allerede efter få sekunder, og tog nok første omgang knebent.

Men allerede fra anden omgang begyndte de danske forsvarsværker at vakle.

- Boks ham, hold ham beskæftiget, lød det fra Markussens ringhjørne.

Men den hurtigere Magee holdt Markussen fra livet og havde selv held til at sende sine træffere af sted.

Måske den sidste kamp
Og selv om blodet dryppede fra nordirerens næse, så begyndte tvivlen at brede sig Brøndby Hallen på hjemmebanebokserens vegne.

Det kampbillede fortsatte i tredje omgang, som igen forløb i Magees favør, og da Rudy Markussen tilmed pådrog sig en flænge over højre øje i fjerde omgang, hvor bokserne slog hovederne sammen, lignede det begyndelsen til enden.

Den kom hurtigere end ventet, da Brian Magee i femte omgang sendte et perfekt stød til kroppen ind på Markussen, der gik i knæ og ikke kom op igen.

Dermed dør drømmen om en kamp mod ungarske Karoly Balzay, og spørgsmålet er nu, om Rudy Markussen har bokset sin sidste kamp.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 Brian Magee har sendt Rudy Markussen til tælling. (Foto: Thomas Sjørup)
0 kommentarer
Vis kommentarer