TV: Skallerne fløj i VM-kamp

De beskidte tricks var ikke nok til at sikre bokse-veteranen Bernard Hopkins endnu et VM-bælte

Der blev gået til stålet i WBC-kampen. (Foto: AP)
Der blev gået til stålet i WBC-kampen. (Foto: AP)

Der var drama for alle pengene, da Chad Dawson natten til søndag sikrede sig WBC-bæltet i letsværvægt efter 12 onde omgange mod veteranen Bernard Hopkins.

Hopkins var nemlig helt nede i bunden af værktøjskassen - der, hvor skallerne og de øvrige ufine tricks befinder sig, for at besejre sin 18 år yngre modstander, men til ingen nytte.

To af kampens tre dommere pegede nemlig på Dawson som vinder, og dermed kunne han endelig lade sig fejre som vinder, efter at duoens første møde i oktober endte som 'no-contest'. Dengang mistede Dawson en TKO-sejr i et opgør, hvor han direkte kastede Hopkins ned i kanvassen.

I andet forsøg var Chad Dawson dog mere kølig, og selv om han måtte gennemføre det meste af kampen med en flænge under venstre øje, lykkedes det at hive den knebne pointsejr, hvor to dommere havde Dawson som vinder med 117-111, mens den sidste så kampen som uafgjort, hjem.

Se højdepunkter fra kampen her

- Mit hovede gør ondt efter alle skallerne. Jeg må give ham kredit. Han ender i Hall of Fame, og han er en allerhelvedes god fighter. Men han er også en beskidt bokser. Hvis man kan gå 12 omgange med ham, kan man klare alt, jubler vinderen til AP.

Spørgsmålet er nu, om den 47-årige Hopkins har flere kampe i sig. Han er aldrig blevet slået ud, og efter kampen følte han sig groft bortdømt.

- Hvad gjorde han for at vinde kampen? Jeg vidste, at jeg kun ville vinde, hvis jeg slog ham ud. Lad tilskuerne drage deres egen konklussioner, lyder det fra en skuffet Hopkins, der i modsætning til den blodige vinder slap forholdsvis helskindet fra opgøret.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere