Abraham roser: Patrick har talent

Den hårdtslående tyske bokser Arthur Abraham er imponeret af Patrick Nielsen og tror på dansk sejr lørdag

Patrick Nielsen. (Foto: Thomas Sjørup)
Patrick Nielsen. (Foto: Thomas Sjørup)

Når bokseren Patrick Nielsen lørdag aften går i ringen i Frederikshavn er det med bokseforbundet WBA's interkontinentale titel i mellemvægt på spil.

Og selv om der stadig er et stykke vej til de rigtige VM-kampe for den unge dansker, så kan en sejr over argentinske Gaston Vega være et stort skridt i Nielsens karriere.

Det vurderer den tyske staldkammerat hos Sauerland, Arthur Abraham, der kickstartede sin egen karriere i 2004 med en kamp om præcis samme interkontinentale titel, som Patrick Nielsen skal bokse om i det nordjyske.

- Det gav mig et kæmpe løft på ranglisterne at blive interkontinental mester hos WBA. Jeg glemmer aldrig, hvordan jeg vandt det bælte, siger Arthur Abraham, der vandt bæltet med en knockoutsejr i 12. omgang over australske Nader Hamdan.

Den hårdtslående tyskers karriere tog fart efter titelkampen i 2004.

Se også: Patrick N: T-shirt koster ham en røvfuld

Året efter blev han IBF-verdensmester, og den titel holdt tyskeren fast i frem til 2009, hvor han frivilligt forlod mellemvægt for at gå en vægtklasse op til supermellemvægt og være en af deltagerne i bokseturneringen Super Six, der også talte Mikkel Kessler.

Abraham erobrede WBA's interkontinentale titel i sin 13. professionelle kamp, Patrick Nielsen får chancen i sin 14. kamp - efter 13 sikre sejre.

- Jeg var hurtigere, jeg behøvede kun 13 kampe for at vinde det bælte, driller Abraham, inden han roser sin danske staldkammerat.

- Patrick Nielsen er en god dreng. Han har talent og potentiale, det er der ingen tvivl om. Det faktum, at han kæmper om det bælte allerede i sin 14. kamp, taler for sig selv, siger tyskeren, der tror på Nielsen-sejr i Frederikshavn.

- Det er en stor chance for Patrick, og jeg ønsker ham alt det bedste. Jeg tror på, han kan besejre Vega, siger Arthur Abraham.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere