Fransk skuffelse for Claus Bertino

19-årig tysker pillede pynten af den danske sværvægter Claus Bertino ved prof-stævnet Bigger's Better

Claus Bertino (t.h.) mødte sin overmand i Paris. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)
Claus Bertino (t.h.) mødte sin overmand i Paris. (Arkivfoto: Thomas Sjørup)

Den danske sværvægter Claus Bertino fik sig fredag aften en skuffelse, da han ved prof-boksestævnet Bigger's Better i Paris måtte se sig slået allerede i sin første kamp.

Den 31-årige dansker mødte det næsten ubeskrevne blad Agit Kabayel fra Tyskland, som dog viste sig at være en yderst habil bokser.

Den 19-årige tysker gik ind til opgøret med kun tre prof-kampe (tre sejre) på rekordlisten mod Bertinos 13 sejre i 16 kampe, men Kabayel lagde fra første sekund et godt pres på sin modstander.

Tyskeren søgte konstant ind på halvdistancen, hvor han boksede i serier af hårde hooks til krop og hoved, afbrudt af korte, tørre stød op gennem midten.

Bertino forsøgte at holde sin modstander på afstand med jabbet og et par gode uppercuts, men blev ofte trængt op i tovene, hvor end ikke dobbeltparader kunne redde ham fra at modtage en række træffere.

De tre sidedommere valgte enstemmigt Agit Kabayel til vinder af kampen efte rde tre gange tre minutter.

Bigger's Better er et koncept med otte stævner med otte boksere fra letsværvægt og op, som bokser kvartfinaler, semifinaler og finale samme aften. De otte stævnevindere mødes senere i et stort finalestævne.

Bertino havde håbet, at en turneringssejr kunne sende ham mod større opgaver - ikke mindst set på baggrund af, at han i februar viste god boksning i et pointnederlag mod en af Europas bedste sværvægtere, Andrzej Wawrzyk.

Istedet for semifinale og finale i Frankrig går turen dog tilbage til træningslokalet for Ballerup-bokseren.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere