Bokser død få dage efter kamp

Muhammad Afrizal døde af en hjerneblødning få dage, efter at han boksede en 12 runders kamp i fjervægt

De indonesiske myndigheder vil have klarlagt omstændighederne omkring fjervægtbokseren Muhammad Afrizals død.

Afrizal døde onsdag som følge af en hjerneblødning, han pådrog sig i en professionel kamp i sidste weekend.

- Boksning er en ekstrem sport, og det er derfor, at alle regler skal overholdes strengt, siger Indonesiens sportsminister, Andi Mallarangeng, til nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har bedt det professionelle sportsforbund om at undersøge, om alle regler blev overholdt i forbindelse med kampen.

Formanden i det indonesiske bokseforbund, Anton Sihomping, fortæller, at alle regler blev fulgt til punkt og prikke, da Muhammad Afrizal tabte kampen over 12 runder til Irvan Marbun.

- Alt foregik, som det skulle. Ingen regler blev overtrådt. Vi fulgte alle procedurer. Også et sundhedstjek før kampen, siger Anton Sihomping.

Allerede efter ottende omgang så Muhammad Afrizal så medtaget ud, at det var svært at forestille sig, at han ville gå kampen ud. Det har fået lokale medier til at spekulere i, om kampdommeren burde have stoppet kampen.

Det afviser formanden for bokseforbundet.

- Han blev ved med at slå indtil 12. omgang. Dommeren kan ikke gøre noget, medmindre han går i gulvet tre gange i træk, siger Anton Sihomping.

Det var meningen, at Muhammad Afrizal skulle giftes om mindre end to uger. Bryllupsinvitationerne var netop sendt ud til gæsterne, da bokseren døde.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere