Palle: Rudy er ikke god nok som hovednavn

Rudy Markussens tidligere promotor mener ikke, at bokseren er god nok til at være hovednavn i Brøndby Hallen

Mogens Palle er stadig bitter over Rudy Markussens nederlag, da Markussen var i stald hos Palle (Arkivfoto: Thomas Sjørup)
Mogens Palle er stadig bitter over Rudy Markussens nederlag, da Markussen var i stald hos Palle (Arkivfoto: Thomas Sjørup)

Rudy Markussen er hovednavnet, når den danske bokser lørdag aften møder Brian Magee ved et stævne i Brøndby Hallen, men Markussen har ikke fortjent at stå øverst på plakaten.

Sådan lyder dommen fra 'hardhitterens' tidligere promotor Mogens Palle.

- Jeg har svært ved at se ham som hovednavn, når han en gang har tabt i ringen med vilje, fastslår Mogens Palle.

Se også: Markussens slagkraft skal fælde sej brite

Palle henviser til en kamp i 2006, hvor Rudy Markussen - der dengang var i stald hos Team Palle - meget overraskende tabte til Sergey Tatevosyan.

Markussen, som nu bokser for Team Sauerland, gad ikke at gøre sig umage i kampen og endte efterfølgende i en pengestrid med Palle.

- Hvis nu Michael Krohn-Dehli vil sælges fra Brøndby, så dur det jo ikke, at han går ud og spiller tre lortekampe. Så er det da bedre at spille tre superkampe.

- Hvis Rudy Markussen havde haft noget mellem ørerne, så var han gået efter sejren, siger Mogens Palle.

Se også: Magee: Rudy undervurderer min styrke

Rudy Markussen har forklaret, at han frem til kampen i 2006 følte, at Mikkel Kessler fik mange af de kampe, han burde have haft. Sådan ser Mogens Palle ikke på det.

- Rudy fik chancen mod Sven Ottke i en IBF-titelkamp og en kamp mod Danilo Haussler om EM-titlen, så det passer ikke.

Se også: Sejrssikker Rudy: Tom snak fra Magee

Mogens Palle er heller ikke alt for imponeret af Rudy Markussens kampe efter comebacket i maj 2010.

- Set med mine øjne har hans modstandere ikke haft et ordentlig niveau. Det har ikke været nogen god forberedelse, hvis han går efter at få en VM-kamp, siger Palle.

Mogens Palle er medarrangør af kampen mellem Markussen og Brian Magee. Det skyldes, at Palle i 2010 fik option på tre af Magees titelkampe, da nordireren slog Mads Larsen i Aarhus.

0 kommentarer
Vis kommentarer