TV: Stak Klitschko en lussing

Boksekrig: Dereck Chisora stak den ukrainske sværvægtsverdensmester en syngende lussing under indvejningen

Her er slaget, som Dereck Chisora kan komme til at fortryde. (Foto: AP)
Her er slaget, som Dereck Chisora kan komme til at fortryde. (Foto: AP)

Dereck Chisora er en meget modig mand.

Eller også er han bare dumdristig og selvovervurderende langt ud over det tilrådelige.

For en ting er, at det kræver solide 'cojones', at gå i ringen mod den ukrainske sværvægtsverdensmester Vitali Klitschko, som London-bokseren gør i München lørdag, hvor det gælder Klitschkos WBC-bælte.

Noget andet er at provokere sin i forvejen skræmmende modstander med en rask lussing efter indvejningen. En noget risikabel strategi, men ikke desto mindre, hvad 'Del-boy' præsterede efter fredagens indvejning.

Se lussingen her

Chisora, der i dagens anledning havde gemt ansigtet bag et Union Jack-tørklæde chokerede både venner og fjender, da han stak den store ukrainer en på siden af hovedet. Således kalder hans egen træner, Don Charles, handlingen 'uacceptabel', mens hans promotor, Frank Warren undrer sig over sin udisciplinerede bokser.

- Ingen ventede, at han ville gøre det. Det er ikke noget, vi ville støtte op om. Måske forsøger han at ændre den måde, Klitschko ser på ham. Men det var uprovokeret, og han burde koncentrere sig om kampen i stedet, siger Warren.

Tidligere har Dereck Chisora både præsteret at kysse en modstander under indvejningen, ligesom han har begået en 'Tyson' og bidt en modstander i ringen, men spørgsmålet er, om han ikke er gået for vidt denne gang.

For hvis den i forvejen særdeles skræmmende Klitschko ikke allerede havde grunde nok til at tampe livet ud af englænderen, så har han det i hvert fald nu.

0 kommentarer
Vis kommentarer