Dansk bokser chokeret efter nederlag

- Jeg føler mig snydt og er utrolig skuffet, siger Tommi Schmidt efter kun 1,26 minutter i ringen i Canada

Det blev til en kort optræden for den sønderjyske prof-bokser Tommi Schmidt i mødet med det canadiske håb Ibrahim 'Firearm' Kamal natten til søndag i byen Mississauge i den sydlige del af den canadiske provins Ontario.

For efter allerede ét minut og 26 sekunder i 1. omgang løftede kamplederen Rocky Zolneirczyk hænderne og stoppede kampen til stor forundring for både bokserne og de 4500 tilskuere i Hershey Centre.

- Hvis det er sådan det foregår i Kamals kampe kan jeg godt forstå, at han stort set har vundet alle sine kampe før tid. Jeg blev chokeret, da kamplederen sagde stop, for jeg var ikke hårdt ramt. Jeg var ikke det mindste rystet, siger Tommi Schmidt til ekstrabladet.dk.

Sejren var canadierens syvende i lige så mange kampe, hvoraf de seks er vundet før tid, mens Tommi Schmidt nu har en rekordliste med seks sejre og fem nederlag. Fire af dem i de seneste fire kampe.

Den 31-åriges sønderjyske bokser var kommet for at kæmpe sin chance, og stillede sig også op til fight foran Kamal, der angreb fra første sekund. Det blev også til mange slag, men langt de fleste endte i danskerens parader.

- Han slog meget, men jeg tog langt de fleste slag i paraderne. Der var ikke den saft og kraft i hans slag, som jeg havde regnet med, og jeg følte, at jeg sagtens ville kunne have bokset lige op med ham – men det fik jeg altså så ikke lov til at vise, siger en skuffet Tommi Schmidt.

Afgørelsen blev også diskuteret livligt i kulisserne, hvor tyskeren Mario Pokowietz, der havde skaffet Schmidt kampen, blev stillet en revanchematch i udsigt til maj.

- Selvom jeg virkelig føler mig snydt og er utrolig skuffet lige nu er jeg bestemt ikke afvisende for en ny kamp, siger Tommi Schmidt, der muligvis bokser igen i næste måned ved promotor Robert Larsens stævne i Randers.

0 kommentarer
Vis kommentarer