Dansk bokser får dobbelt titelkamp

Den 31-årige sværvægter Claus Bertino på stor opgave mod den verdensrangerede Andrzej Wawrzyk på lørdag i Polen

Claus Bertino (til venstre) er klar over, at han skal op mod en stærk modstander. (Arkivfoto: Anders Brohus)
Claus Bertino (til venstre) er klar over, at han skal op mod en stærk modstander. (Arkivfoto: Anders Brohus)

Efter næsten et års fravær kravler den 31-årige sværvægter Claus Bertino på lørdag atter under tovene – og dét til en dobbelt titelkamp, der med en sejr vil kunne sende ham i rampelyset på de skrå boksebrædder.

For i den polske by Raciborz skal han møde den 24-årige polak Andrzej Wawrzyk, der er nummer 5 på europaranglisten og henholdsvis nummer 12 og 16 hos de store verdensforbund WBA og WBC.

Titlerne, der skal bokses om i Raciborz er WBA international og WBC Baltic, som Wawrzyk - der har en rekordliste på 24-0-0 (13 ko) - vandt i sin seneste kamp i september sidste år. Han er tidligere WBC ungdomsverdensmester.

Vil give alt
- Ja, det er en stærk fyr, men jeg er klar til at give den alt, for med en sejr kan jeg virkelig få gang i min karriere igen, siger Claus Bertino til ekstrabladet.dk.

Se også: Dansk sværvægter skuffede sig selv

Bertino, der har sin boksemæssige hverdag i træningslokalet hos sin onkel Poul Erik Melchiorsen i Kvik, Ballerup, var senest i ringen 26. februar sidste år, hvor det blev til en sejr på point over Gabor Farkas, Ungarn.

- Før den var der gået 13 måneder siden jeg havde bokset, så der er sket for lidt de senere år. Men nu er jeg fast besluttet på, at der skal liv i karrieren igen, og derfor har jeg også sagt ja til kampen i Polen, selvom det er en stor opgave efter så lang en pause.

Godt forberedt
- Men det er heldigvis ikke en kamp, der er dukket op med kort varsel, men som jeg har kendt til i længere tid, så jeg har haft god tid til at forberede mig, siger Claus Bertino, der udover sin onkel også får den tidligere prof-bokser Anders Hugger med i ringhjørnet.

Bertino var tidligere under kontrakt hos Team Palle, men blev fritstillet 1. januar i år, så han nu kan gå hvilken vej, han vil.

- Jeg tænker lige nu ikke på så meget andet end kampen mod Wawrzyk, men det er da klart, at jeg vil få det nemmere med en sejr. Måske en ny aftale med en manager/promotor, siger Claus Bertino, der har en rekordliste på 13-2-0. Otte sejre før tid, begge nederlag før tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer