Morten bliver verdens største

Stort skur: Selv det russiske monster Nikolai Valuev må se op til danske Morten Poulsen, der snart får debut som verdens højeste prof-bokser

219 cm høje og 140 kilo tunge Morten Poulsen har tegnet en treårig kontrakt og er klar til sin første prof-kamp 28. april. Han er her flankeret af Allan Vester og dennes far, promotor Anders Vester. (Foto: Claus Bonnerup )
219 cm høje og 140 kilo tunge Morten Poulsen har tegnet en treårig kontrakt og er klar til sin første prof-kamp 28. april. Han er her flankeret af Allan Vester og dennes far, promotor Anders Vester. (Foto: Claus Bonnerup )

Navne som Primo Carnera og Nikolai Valuev dukker straks op, når man hører om danske Morten Poulsen, som i april får debut som professionel bokser.

Men de to boksehistoriske kæmper er bare nogle små puslinge i forhold til danskeren.

Italienske Carnera var med sine 197 cm kun en kæmpe for sin tid – 1930'erne – og 'The Beast from the East', Nikolai Valuev, er med sine blot 213 cm heller ikke nogen stor mand i forhold til Morten Poulsen, der kommer til at tårne sig fulde 219 cm op over for sin modstander i Frydenhøjhallen i Hvidovre 28. april.

Se også: Boksning: Verdensmestre og vægtklasser

Om de 219 centimeter så rækker til at blive verdensmester som de to andre blev, er noget helt andet.

– Det ved jeg ikke. Så langt tænker jeg slet ikke. Til at starte med tænker jeg bare på min første kamp, og så må vi se, hvad der sker, siger den enorme københavner.

Treårig kontrakt
– Der er ingen grund til at tænke videre. Det er en kampsport, og det kan slutte fra den ene dag til den anden, konstaterer Poulsen.

Den 140 kilo tunge sværvægter har underskrevet en treårig kontrakt med Anders Vester, som dermed er tilbage som boksepromotor i samarbejde med Johan Kimose fra Hvidovre, der har trænet Morten Poulsen i mange år.

– Ideen startede med, at Kimose fik promotorlicens. Han spurgte, om jeg havde lyst at bokse som prof. Og selvfølgelig har jeg det. Jeg synes sgu ikke, jeg er blevet for gammel til det fis, siger den 37-årige kæmpe, der trods sin højde godt ved, hvad det vil sige at få på munden.

– Ja, jeg har da prøvet at være rystet under sparring. Folk kan godt nå op, hvis de hopper. Men det er kun en god ting, at man har smagt sit eget blod, før man går i ringen. Det skulle jo nødigt komme som et chok, når man får en på skallen.

Drømmer om bæltet
Morten Poulsen har bokset fire kampe som amatør, alle vundet på knockout, og han håber at have mindst tre gode år foran sig i det professionelle game. Hvilket måske er nok til at få en af de store titelkampe. For det er trods alt drømmen.

– Alle boksere drømmer om at vinde et stort bælte en dag. Det gør jeg selvfølgelig også. Men foreløbig skal jeg bare vinde min første kamp, og så må vi se, hvordan det går, siger den kommende prof-sværvægter.

Poulsen bliver den højeste aktive bokser, når han debuterer. Den højeste gennem tiderne var rumæneren Gogea Mitu, der boksede fire kampe i 1935-36. Gogea var alt efter kilde et sted mellem 224 og 244 cm høj.

0 kommentarer
Vis kommentarer