Kessler forudser hård kamp for Rudy

Mikkel Kessler kalder Brian Magee en hård fyr forud for nordirerens møde med Rudy Markussen i Brøndby

Rudy Markussen kommer på hårdt arbejde mod Magee, forudser Mikkel Kessler. (Foto: Thomas Sjørup)
Rudy Markussen kommer på hårdt arbejde mod Magee, forudser Mikkel Kessler. (Foto: Thomas Sjørup)

Da bokseren Rudy Markussen i 2010 vendte tilbage til ringen efter tre et halvt års boksepause var det med en mission om at bokse titelkampe og møde de bedste.

Efter fire opvarmningskampe, der alle er vundet nemt på knockout, er den nu 34-årige supermellemvægter klar til den kamp, som både han selv og baglandet i boksestalden Sauerland ser som vejen til den helt store scene.

18. februar møder Markussen nordirske Brian Magee i Brøndby Hallen i en kamp med en mindre WBA-titel på spil, og Magee er en hårdfør herre, der tidligere har udbokset Mads Larsen og ydet god modstand til verdensklasseboksere som Carl Froch og Lucian Bute.

Den danske konge af supermellemvægt, Mikkel Kessler, forudser en hård kamp for Rudy Markussen.

- Magee er en hård, hård fyr. Jeg så ham bokse mod Lucian Bute sidste år. Magee er meget aggressiv, han kommer frem hele tiden.

Meget farlig fyr
- Jeg så ham også mod Mads Larsen, men man kan ikke drage ret mange konklusioner fra den kamp, for Mads var skadet. Dog viste kampen, at Magee er en meget farlig fyr, vurderer Mikkel Kessler

Kessler er glad for, at Markussen endelig får en titelkamp, og Kessler garanterer, at han selv vil være klar til at bakke sin landsmand op i Brøndby Hallen.

Imens håber Kessler, at Markussen kan leve op til sit øgenavn "Hardhitter".

- Magee ligner en mand, der er nem at ramme. Der er en grund til at Rudy har øgenavnet "Hardhitter", og har han utrolig meget power, men han skal være hurtig på fødderne og være helt klar, for Magee er en hård modstander, siger Mikkel Kessler.

0 kommentarer
Vis kommentarer