Pengene er sekundære for Kessler

Lysten til at bokse og sulten efter VM-titler er vigtigere end penge, siger Mikkel Kessler før sit comeback.

Han har tjent millioner af kroner på at være blandt verdens ypperste i sin vægtklasse.

Men pengene er sekundære for den danske bokser Mikkel Kessler, som på lørdag gør comeback efter knapt 14 måneders pause på grund af problemer med øjnene.

- Det er ikke pengene, det er det sportslige, der trækker i mig. Sådan har det været, siden jeg var 13 år, siger Mikkel Kessler.

- Dengang ville jeg være europamester og verdensmester. Jeg var ikke med til OL, men så ville jeg være professionel og vinde mine kampe. At jeg kan leve af det, er en ekstra gevinst, fortæller supermellemvægteren.

Mikkel Kessler møder på lørdag franskmanden Mehdi Bouadla i Parken i København.

Efter 11 VM-kampe på stribe skal Mikkel Kessler for første gang siden 2004 prøve at bokse en kamp som ikke gælder en VM-titel i et af de anerkendte bokseforbund.

Det tager den 32-årige dansker dog med i bestræbelserne på at blive verdensmester for fjerde gang. Og et snarligt karrierestop er ikke aktuelt.

- Jeg sagde for fem år siden, at jeg havde to-tre år tilbage, men jeg står her stadig.

- Så længe jeg har det godt i kroppen, og jeg har gnisten efter at vinde VM-titler, så ser man mig ikke stoppe, siger Mikkel Kessler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere