Holyfield-træner: Det bliver en kort kamp

Evander Holyfields træner er sikker på, at hans bokser gør Brian Nielsen færdig i løbet af få omgange

Brian Nielsen og Evander Holyfield i klassisk bokseopstilling på dagens pressemøde. (Foto: Lars Poulsen)
Brian Nielsen og Evander Holyfield i klassisk bokseopstilling på dagens pressemøde. (Foto: Lars Poulsen)

Publikum skal sidde på deres sæder fra kampstart, når bokserne Brian Nielsen og Evander Holyfield lørdag aften mødes i DR Koncerthuset.

Ifølge Evander Holyfields træner, Tommy Brooks, kommer kampen mellem de to aldrende sværvægtere ikke til at vare længe.

- Jeg regner ikke med, at vi taber. Faktisk forventer jeg, at Evander stopper Brian tidligt, siger Tommy Brooks.

Træneren var med på onsdagens pressemøde på Amager, hvor han forudså, at kampen er overstået efter to af de planlagte 12 omgange.

Evander sætter tingene på plads
Tommy Brooks var i 2001 træner for Mike Tyson, da Tyson i Parken i København stoppede Brian Nielsen efter seks omgange. Træneren peger på, at Brian Nielsens ni år lange fravær fra ringen ikke ligefrem gavner hans chancer.

- Jeg regner med samme resultat, som da jeg var her for 10 år siden med Tyson. 10 år er lang tid, og ni ud af 10 gange går det nedad, ikke opad, for folk i sådan en situation. Så jeg ser frem til, at Evander sætter tingene på plads, forudser Tommy Brooks.

Brian Nielsen har kun et skuldertræk tilovers for Tommy Brooks' kommentarer.

- Det skal han jo sige. Det glæder mig da, hvis de tror det, siger danskeren.

Brian Nielsen anerkender dog, at hans lange fravær fra ringen kan få en vis betydning.

0 kommentarer
Vis kommentarer