Brian Nielsen: Holyfields skaller er farlige

Veloplagt Brian Nielsen vil ikke deltage i den sædvanlige ordkrig - men siger dog, at Holyfield kan være farlig i en boksering, fordi han nikker skaller

Brian Nielsen vil forsøge at holde Holyfield på afstand, så skallerne ikke bliver for farlige. (Foto: Lars Poulsen)
Brian Nielsen vil forsøge at holde Holyfield på afstand, så skallerne ikke bliver for farlige. (Foto: Lars Poulsen)

Mens Evander Holyfield hurtigt blev bedt om at forholde sig til Osama Bin Ladens død, så var Brian Nielsens møde med pressen i forbindelse med træningen mandag formiddag mere koncentreret om boksning.

Den 46-årige dansker, der på lørdag gør comeback i kampen mod Holyfield, var smilende og veloplagt og så ingen grund til at gå ind i det aggressive skuespil, som præger optakten til de fleste boksekampe:

- Jeg ser ingen grund til at stå og svine Holyfield til. Jeg gider ikke deltage i det cirkus, lød det fra Brian Nielsen, som understregede, at man ikke skal tvivle på motivationen af den grund.

- Jeg er meget parat til opgaven. Jeg kommer til at kæmpe, jeg har altid haft en enorm vilje og min motivation er stor. Jeg lover, at jeg kommer til at give ham nogen over nakken. Jeg stiller ikke op for at smide mig ned, siger Brian Nielsen, som havde både godt og skidt at sige om Holyfield.

- Jeg synes, Holyfield er en rigtig flink fyr. Men han er også en fyr, der er farlig i en boksering, fordi han nikker skaller.

- Mike Tyson har forklaret mig, at årsagen til ørebiddet var, at Holyfield nikkede ham en 3-4 skaller, lød det fra Brian Nielsen med henvisning til den berygtede kamp i 1997.

0 kommentarer
Vis kommentarer