Super-Brian: Tysons opbakning er velkommen

Mike Tyson er begejstret over Brian Nielsens comeback. ’Bamsefar’ hilser støtten velkommen og drømmer om endnu en kamp imod Tyson

Brian Nielsen gider ikke læse om den kritik, der har været af ham. Til gengæld hilser han opbakningen fra Mike Tyson i Ekstra Bladet velkommen. (Foto: Bernd Wende)
Brian Nielsen gider ikke læse om den kritik, der har været af ham. Til gengæld hilser han opbakningen fra Mike Tyson i Ekstra Bladet velkommen. (Foto: Bernd Wende)

Kritikken er haglet ned over Brian Nielsen, siden han offentliggjorde sit comeback med kampen imod Evander Holyfield.

Men modsat diverse danske eksperter, så har en af boksehistoriens største personligheder nu givet sin opbakning til ’oldboys-opgøret’ i København.

- Alle har travlt med at grine af Brian Nielsen og Evander. Men hvis jeg stadig kunne bokse, hvis jeg kunne bytte plads med en af de to, så ville jeg gøre det, fortalte Mike Tyson i et interview til Ekstra Bladet i sidste uge.

LÆS OGSÅ: Ekstra Bladet mødte Mike Tyson: ’Alle griner af Brian Nielsen ...’

Manden med de mange sejre i ringen og næsten ligeså mange nederlag uden for, udtrykker glæde over, at midaldrende boksere stadig kan tiltrække interesse.

- Støtten er velkommen. Jeg har nu ikke lyttet til den kritik, der har været af mig. Jeg tænker på mig selv og træner hårdt, siger Brian Nielsen til ekstrabladet.dk.

Åbner for flere kampe
Tilbage i 2001 mødtes Tyson og Nielsen i en kamp i Parken, der endte med et nederlag til den danske sværvægter. Nederlaget er ikke glemt, og navnet Mike Tyson vækker kløe i Super-Brians næver.

- Jeg kunne da godt tænke mig at møde ham igen. Hvis jeg nu vandt over Evander, kunne det da være sjovt at møde Tyson, siger han og åbner dermed en lille dør op for flere kampe.

- Nu må vi se. Jeg tager en kamp af gangen, og lige nu er det kampen imod Holyfield, jeg tænker på, siger Brian Nielsen.

Mike Tyson havde over for Ekstra Bladet ikke lyst til at give Brian Nielsen gode råd. Det kommer dog ikke som nogen overraskelse for den danske bokser.

- Nej, det er vel også lidt svært at give gode råd, når han har tabt til Holyfield to gange, lyder det knastørt fra Super-Brian.

Brian Nielsen og Evander Holyfield går i ringen den 7. maj i DR’s koncertsal.