Pacquiao stoppede Cotto

Manny 'Pac-Man' Pacquiao er måske historiens bedste bokser. I nat vandt han et VM-bælte i sin syvende vægtklasse

Manny Pacquiao (t.h.) vandt stort set samtlige omgange mod Miguel Cotto. (Foto: AP)
Manny Pacquiao (t.h.) vandt stort set samtlige omgange mod Miguel Cotto. (Foto: AP)

Efter at have vundet VM-bælter i seks forskellige vægtklasser fra fluevægt til letweltervægt, føjede den 30-årige filippiner Manny 'Pac-man' Pacquiao tidligt søndag morgen dansk tid en syvende vægtklasse til sin utrolige boksebedrifter: weltervægt.

Det filippinske unikum stoppede den stærke WBO-mester Miguel Cotto i 12. omgang af en medrivende kamp foran 16.000 tilskuere i MGM Grand i Las Vegas.

Puertoricaneren Cotto var i gulvet i 3. og 4. omgang, og han blødte allerede tidligt fra adskillige flænger, ligesom han hævede op omkring øjnene og mod enden fik svært ved at se.

Til sidst kunne Cotto ikke andet end at flygte fra den uhyggeligt præcise Pac-Mans højre jabs, hooks og uppercuts, og selvom Cotto ikke var i gulvet, havde kampleder Kenny Bayless ikke andet valg end at spare den 32-årige puertoricaner for yderligere overlast, da Pac-Man nærmest gik over til klapjagt mod kampens slutning.

Pacquiao har altså nu triumferet i syv vægtklasser.

En kamp mod den ubesejrede amerikaner Floyd Mayweather Jr - der har vundet VM-titler i fem vægtklasser - ville blive det unge århundredes hidtil største kamp.

De to er blandt eksperter anerkendt som de to bedste boksere på tværs af alle vægtklasser, og de to bedste de seneste 10 år. Hvem der er bedst, kan kun en kamp afgøre.

- Det hele afhænger af, hvor meget Mayweather vil kræve, sagde Pacquiaos promotor efter kampen.

1 af 3 Efter at have været i gulvet i 3. omgang handlede det groft sagt kun om overlevelse for Cotto. (Foto: AP)
2 af 3 Manny Pacquiao havde lovet at optræde med sit band og spille otte sange efter kampen mod Cotto. Trods sejren lignede han ikke ligefrem en mand, der var klar til at synge. Han måtte have sit ene øre drænet for blod, inden han kunne tale med pressen. (Foto: AP)
3 af 3 Manny Pacquiao (t.h.) vandt stort set samtlige omgange mod Miguel Cotto. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere