Stopper for gratis Kessler-brag

Viasat blokerer for tysk tv-station, der ville sende Kesslers kamp mod Froch i morgen tidlig

Kessler og Froch kan kun ses på Pay Per View i aften. (Foto: Claus Bonnerup)
Kessler og Froch kan kun ses på Pay Per View i aften. (Foto: Claus Bonnerup)

For de bokseglade fans, der ikke vil ofre 500 kroner for at se Mikkel Kesslers kamp mod Carl Froch, var der et håb om at se den forskudt kl. 8 i morgen tidlig.

Men det håb har Viasat, der eksklusivt har tv-rettighederne, nu blokeret for.

- Det er gift for vores forretningsmodel, når vi sælger kampen som Pay Per View, hvis en tysk tv-station gratis kan sende kampen til danskerne søndag morgen kl. 8, siger Viasat-sportschef Peter Nørrelund til Ekstrabladet.dk

Det er MDR, der som udgangspunkt i det tidligere Østtyskland, sagtens kunne fanges af danskere med parabol. For kanalen kan faktisk fanges på Astra satellitten.

-- Vi er nødt til at stoppe den slags, fordi det ødelægger meget for os, men også for Mikkel Kessler, hvis danskere pludselig kan se kampen gratis, tilføjer Peter Nørrelund.

ekstrabladet.dk's læsere kan følge kampen live i tekst og billeder her på sitet. Kampen ventes at begynde klokken 23.