Kessler-kamp i København

Der er stadig ingen aftalt hjemmebane for Mikkel kesslers Super Six-kampen mod Carl Froch, men Forum i København er et godt bud

OAKLAND (ekstrabladet.dk): Endnu er det uvist, hvor Mikkel Kessler kommer til at møde engelske Carl Froch næste år i ’The Viking Warrior’s anden Super Six-kamp.

Det ligger fast, at det bliver på dansk grund, men promotor Kalle Sauerland mangler fortsat de sidste forhandlinger med egnede steder, før han underskriver kontrakten.

– Alt under 8000 tilskuere bliver for småt i forhold til den danske interesse for Kessler.

– Når vi samtidig ved, at der vil komme mange engelske fans til kampen, skal vi nok snarere op i en ’venue’ med plads til 10-12.000 tilskuere, siger Kalle Sauerland.

Han siger det ikke direkte, men det er alligevel den gængse opfattelse i miljøet omkring Mikkel Kessler, at kampen vil blive bokset i københavnsområdet, der nemmest vil kunne klare det massive rykind til den danske fighters skæbnekamp.

Største danske kamp
Dermed er det ikke utænkeligt, at Sauerland-folkene går efter at få bokset kampen i Forum, der ligger fuldstændig centralt i hovedstaden og samtidig vil kunne rumme minimum 10.000 tilskuere.

– Vi kan formentlig melde noget ud om en god uges tid, siger Kalle Sauerland, der – ikke overraskende – kalder Kessler-Froch for den største boksekamp nogensinde på dansk grund.

– Froch er WBC-verdensmester, Kessler er Danmarks største navn nogensinde, og samtidig er han tvunget til sejr for at leve videre i Super Six.

– Det bliver vildt, vanvittigt, blodigt og helvedes massivt, siger Kalle Sauerland til ekstrabladet.dk med et vanvittigt blik i øjnene.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere