Tyskere advaret om Wards skaller

’King’ Arthur Abraham er lamslået over Mikkel Kesslers nederlag, mens hans træner hæfter sig ved Andre Wards skaller

Mikkel Kessler fik smadret begge øjenlåg efter skaller fra Andre Ward. Danskeren klagede under kampen over, at han havde svært ved at se for blodet. (Foto: Thomas Sjørup)
Mikkel Kessler fik smadret begge øjenlåg efter skaller fra Andre Ward. Danskeren klagede under kampen over, at han havde svært ved at se for blodet. (Foto: Thomas Sjørup)

Tyske Arthur Abraham ignorerede bevidst Mikkel Kesslers første kamp i Super Six. Abraham og Kessler var før danskerens kamp mod Andre Ward i Oakland turneringens to store favoritter, og Abraham ville derfor ikke skænke sin rival nogen opmærksomhed.

Så meget desto mere rystet er ’King’ Arthur over, at hans danske staldkammerat hos Team Sauerland tabte både sit WBA-bælte og noget af den ærefrygt, der har klæbet til ’The Viking Warrior’.

- Det havde jeg ikke set komme, siger den tidligere IBF-mester i mellemvægt til avisen Die Welt.

- Jeg er totalt overrasket. Kessler er bjørnestærk, og Ward må derfor have været endnu stærkere. Han var foran på alle dommersedler. Jeg må se kampen på video. Men jeg har altid sagt, at man i denne turnering ikke må undervurdere nogen, siger den ubesejrede tysker.

Træner: Advaret om skaller
Abrahams træner, Ulli Wegner, hæfter sig ved Wards fysiske styrke, når han kan tumle Kessler. Ligesom han hæfter sig ved de skaller, som Ward ifølge den californiske kampleder uforsætligt ramte Kessler med fem gange i kampen.

- Ward må også fysisk være meget stærk. Kessler er stor nok til at være letsværvægter, siger Wegner.

Læs også:
Kessler: Ward nikkede skaller
Ward: Jeg bokser ikke beskidt
Træner: Kessler skal bokse 'dirty'

- Jeg tror også, at Ward og hans team havde lagt en god taktik. Om skallerne var forsætlige, kan jeg ikke bedømme. Men nu er vi i hvert fald advaret, siger den tyske trænerlegende.

Arthur Abraham kan tidligst møde Andre Ward i semifinalen i Super Six. Tyskeren startede stærkt med en KO-sejr over Jermain Taylor, og han møder i de to næste kampe Dirrell og Froch.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere